Carl Holst-sagen: Modstandere under mistanke

To politikere i Region Syddanmark kritiseres for at opføre sig usædvanligt og uhensigtsmæssigt i sagen om tidligere regionsrådsformand Carl Holst.

To politikere i Region Syddanmark har opført sig »ganske usædvanligt og meget uhensigtsmæssigt«, i sagen om den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V).

Sådan lyder vurderingen fra Per Nikolaj Bukh, professor på Aalborg Universitet med ekspertise i offentlig ledelse.

Den kommer, efter at Jyllands-Posten mandag kan afsløre, at Lasse Krull (Kons.) og Ida Damborg (SF) i Region Syddanmark har været mere end almindeligt langt inde i sagsbehandlingen, hvad angår et civilt søgsmål mod Holst.

På et lukket møde pressede de på for, at advokatfirmaet Halling-Overgaard fra Aarhus skulle have mulighed for at løse opgaven, fortæller flere mødedeltagere til Jyllands-Posten. Hverken Socialdemokratiet, DF eller Enhedslisten modsatte sig.

Ifølge professor i offentlig ledelse Per Nikolaj Bukh bør politikere ikke involvere sig i, hvilket firma, der eventuelt skal gennemføre en ekstern undersøgelse.

quote Når de gør det og formentlig samtidig har et ønske om et bestemt udfald af den juridiske vurdering, rejser der sig den mistanke, at valget af netop dette firma kan give det ønskede udfald

Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig ledelse.

- Når de gør det og formentlig samtidig har et ønske om et bestemt udfald af den juridiske vurdering, rejser der sig den mistanke, at valget af netop dette firma kan give det ønskede udfald,« siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Ida Damborg gik de efter advokatfirmaet Halling-Overgaard, fordi de ikke tidligere har arbejdet for regionen, de har et godt ry og er ikke blandt de dyreste.

Den tidligere regionsrådsformand fik tilbage i november 2015 skarp kritik fra Statsforvaltningen for at have haft ansat en partifælle til at føre valgkamp for sig, skriver Jyllands-Posten.

I marts i år kom Rigsadvokaten dog frem til, at der ikke var grundlag for at rejse en straffesag imod Holst, og i maj konkluderede juristerne i Region Syddanmark, at der heller ikke var materiale til et civilt søgsmål for ulovlig brug af offentlige midler.

Et flertal i regionen var dog ikke klar til at lægge sagen på hylden, men krævede et eksternt advokatkontor på banen for med nye øjne at vurdere muligheden for et civilt søgsmål.

Og det er i udpegningen af dette advokatkontor, at regionspolitikere har været ganske detaljeorienterede.

Oversigt

    Oversigt