Carlslund: Jegind afviser salg til bestemt investor

Loven skal overholdes og salget af Carlslund skal i offentlig udbud. Sådan lyder det fredag fra By- og Kulturrådmand Jane Jegind, efter at borgmester Anker Boye torsdag meldte ud, at der ville blive lavet en aftale med en bestemt investor.

Borgmester Anker Boyes udtalelser har skabt postyr i By- og Kulturforvaltningen. Torsdag sagde Anker Boye om et kommende salg af det nedbrændte Carlslund:

- Vi har taget fat i den første vi har fået henvendelse fra og det er en lokal investor, der gerne vil bygge, der også har faglig forstand på bygninger, der gerne vil investere og reetablere huset herude.

Men, at kommunen er parat til at sælge til den første, der henvendte sig uden at inddrage andre interesserede købere, bliver nu afvist af By- og Kulturrådmanden.

- Det må stå for borgmesteren egen regning. Jeg har forhørt mig i forvaltningen, og vi skal naturligvis sikre os at vi får det bedste koncept og den bedste pris, siger Jane Jegind(V).

Forvaltningsmæssigt ligger salget i By- og Kulturforvaltningen og sagen bliver taget op på det første møde efter sommerferien.

- Selvfølgelig skal vi have et udbud, så vi sikrer os som skatteborgere, at vi får mest mulig ud af de værdier kommunen har. Så må vi se hvem der kommer med det bedste bud i forhold til det koncept vi vil have og i forhold til prisen, siger Jane Jegind.

Dermed afviser rådmanden borgmesterens udtalelser om, at Carlslund- grunden med de udbrændte bygninger vil blive solgt til én bestemt investor.

- Der har været flere konkrete henvendelser fra lokale aktører, og nu er der ved at blive lavet en sag til udvalget, hvor sagen skal på. Og så skal salget i udbud så flere har mulighed for at byde ind, så vi sørger for at kommunen forvalter sine værdier bedst muligt, siger By- og Kulturrådmand, Jane Jegind(V).

Også den nuværende forpagter af Carlslund var forundret, da han hørte borgmesteren love bygningerne til én bestemt investor.

- Jeg blev meget forundret, da jeg hørte borgmesteren på tv. Kommunen har hele tiden oplyst til mig, at sagen kommer til behandling i udvalget 18. august og før kunne jeg ikke gøre noget, siger Henning Engstrøm.

Henning Engstrøm har forpagtet og drevet Carlslund gennem 16 år og vil også gerne selv byde ind på at købe stedet for at drive det videre som det har været gjort de sidste 16 år.

- Jeg har fået at vide, at jeg ville være med i feltet hele vejen frem og var inde i billedet som både køber og forpagter. Derfor undrer det mig utrolig meget, at Anker kom med den udmelding i går, siger den nuværende forpagter.

Fredag eftermiddag fik TV 2/FYN igen fat i Anker Boye og han erklærer sig til trods for sine udtalelser torsdag enig med Jane Jegind.

- Naturligvis skal et salg følge reglerne i kommunen, og det betyder at salget af Carlslund skal i offentlig udbud, siger Anker Boye.

Både Venstre, Konservative og Socialdemokraterne støtter et salg af Carlslund, men hvem køberen bliver er altså tilsyneladende ikke afgjort endnu.

Oversigt

    Oversigt