Carlsund-ejer får utallige vrede mails

En utilgivelig fejl at servere mad for kunderne, der har været serveret før. Sådan lyder det fra ejeren af Restaurant Carlsund i Odense, der har modtaget mindst 100 mails fra vrede fynboer.

I mandags kom det frem, at Carlsund har serveret genbrugt bacon og flæsk til nye kunder. Det har sendt Carlsund ud i et stormvejr, hvor 100 utilfredse kunder har brokket sig over madsvineriet. Samtlige henvendelser bliver modtaget med et svar.

Ejeren Henning Engstrøm undskylder i dag i en stor annonce i Fyens Stiftstidende.
- Det er utroligt hårdt, næsten umenneskeligt. Vi har det svært, vi har begået en fejl. Det er mit ansvar, siger han til TV 2/FYN.

Han frygter, at sagen får alvorlige konsekvenser for Carlsund.
- Det betyder alt, vores troværdighed er sat på kant, og det kan man som restauratør ikke leve. Vi skal have genskabt den troværdighed og kundernes tillid, siger han.

Madsvineriet fandt sted i oktober, og siden har restauranten ændret på en række procedurer, så samme fejl ikke kan ske igen. Derfor håber Henning Engstrøm, at kunderne nu vil tilgive fejlen.

Se mere på TV 2/FYN, onsdag klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt