Caroline Fleming lukker stier

På Valdemars Slot på Tåsinge har baronesse Caroline Fleming og faderen, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, siden 2005 nedlagt to offentlige skovstier i slottets skov Kohaven.

Et opstillet dyrehegn spærrer adgangen, skriver Fyens Stiftstidende.

Og det har slotsejerne nu fået lov til af Svendborg Kommune, skønt stiforløbet angiveligt har eksisteret gennem flere hundrede år. Kommunen har nemlig foretaget en veritabel kovending. Men den kommer Naturklagenævnet nu til at vurdere.

En meget lang tradition

Det var først Friluftsrådet og siden Troense Beboerforening og nu ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening, der klagede over offentlighedens manglende adgang på de stier, som siden 1800-tallet ifølge foreningerne har lagt underlag til borgernes spadsereture fra Troense, gennem Kohaven og ud til Nørreskovvej og Lunkebugten.

- Her har lokalbefolkningen haft tradition for at gå i flere hundrede år, siger Knud Helles, formand for Troense Beboerforening, til Fyns Stiftstidende.

Forskellige indbyggere i Troense har tilsendt Svendborg Kommune beskrivelser af deres hyppige brug af skovstierne fra begyndelsen af 1930'erne.

Og i Danmarks Naturfredningsforening forventer naturmedarbejder Jan Pedersen da også klar sejr i Naturklagenævnet. Han forstår simpelthen ikke, at Svendborg Kommune tillader Valdemars Slot at nedlægge de to stier.

- Jamen, de stier findes på samtlige kort over området helt tilbage til i hvert fald 1849. Man kan sågar finde skovvejene på kortet over den helt nye Øhavssti, siger Jan Pedersen og fremfører, at lokalbefolkningen i gamle dage benyttede stierne på vej mod en meget benyttet danse- og festplads inde i Kohaven.

Fra Valdemars Slot - derimod - bestrides det, at der i nyere tid har været veje i skoven.

Det omdiskuterede stiforløb er blevet skabt, anfører Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, fordi offentligheden har lavet en ulovligt anlagt trampesti til skade for dyreliv, udsynet fra Valdemars Slot og godsets jagtinteresser, hedder det.

Oversigt

    Oversigt