Carroll savner familien og vil væk fra OB

OB-målmand Roy Carroll savner familien og vil væk fra Fyn og Danmark. Det sagde den 33-årige nordirer efter 0-2-nederlaget til Brøndby.

Superliga-profilen Roy Carroll kan snart være fortid i OB. Efter nederlaget til Brøndby meddelte den tidligere Manchester United-målmand, at han vil væk til vinter. Og hjem til sin kone og to små børn.

- Jeg har været væk fra familien i snart halvandet år, og der er meget rejseri frem og tilbage. Det gavner heller ikke OB, at jeg bliver ved med at være væk til træning. Og at jeg gerne vil være tættere på min kone og mine to små børn, siger Roy Carroll.

Han vil meget gerne spille i England, så han er tæt på sine nærmeste.

- Det er stadig meget tidligt, så nu må vi vente og se, hvad der sker. Men jeg vil yde 100 procent for OB, så længe jeg er i klubben, understreger han.

På spørgsmålet om hvilken klub, der kan tiltrække 33-årige Roy Carroll, så var der dog en enkelt uden for de britiske øer, som også ville være attraktiv.

- Real Madrid vil være en fin klub, siger nordireren med et glimt i øjet.

Hvis Roy Carroll får sit ønske om et klubskifte opfyldt, så skal OB utvivlsomt på jagt efter minimum én målmand til januar, da klubben netop har ladet reservemålmand Alexander Lund Hansen skifte til norske Start fra 1. januar.

Oversigt

    Oversigt