Blinde i klemme: Carsten fik nej til kørselsordning

Carsten Dan Jakobsen søgte i juli 2018 om at få adgang til en kørselsordning. Odense Kommune har givet afslag. Dansk Blindesamfund mener, at kommunen bryder loven.

50-årige Carsten Dan Jakobsen er næsten blind. 

- Når det er mørkt, så bevæger jeg mig ikke udenfor. For jeg kan ikke se, om jeg går på en vej, på et fortov eller en cykelsti. Det er problematisk. Lige pludselig kan der jo komme en bil, og ja - så ved man jo godt, hvad der kan ske, siger Carsten Dan Jakobsen.  

quote Jeg ved ikke, hvor langt man skal gå med det, før man kan få dem (Odense Kommune, red.) til at indse, at vi er sgu også normale mennesker

Carsten Dan Jakobsen

Derfor ansøgte han i sommer Odense Kommune om at få bevilget individuel handicapkørsel. Baggrunden er paragraf 11 i lov om trafikselskaber, som trådte i kraft 1. juli 2018. 

Selvom Carsten Dan Jakobsen ifølge ham selv er berettiget til handicapkørsel, fik han afslag af By- og Kulturforvaltning i Odense Kommune. Begrundelsen lød, at han kunne benytte offentlige transportmidler.

 

 

- Jeg kunne ikke få hjælp, fordi jeg havde fået en kikkert som hjælpemiddel. Men den kikkert kan jeg ikke bruge til en disse om aftenen, siger Carsten Dan Jakobsen.

Kikkerten er en lille speciel microlux-kikkert, som Carsten Dan Jakobsen til nøds kan bruge i dagslys. 

- Hvis jeg er heldig, så kan jeg lige se busnummeret, forklarer han. 

Alligevel vurderede Odense Kommune, at han ikke skulle have adgang til individuel handicapkørsel. 

Dansk Blindesamfund: Odense Kommune bryder loven

Det er irrelevant, at Carsten Dan Jakobsen kan bruge offentlig transport, lyder det fra interesseorganisation Danske Blindesamfund, der beskylder Odense Kommune for at bryde loven.

Det fortæller formanden i organisationens fynske afdeling, Keld Nielsen. 

- Vi havde den forventning, at Odense Kommune ville bevilge handicapkørsel til blinde og svagtseende, lyder det fra Keld Nielsen. 

Han fortsætter:

- Det er meget kedeligt den måde, som de (Odense Kommune, red.) har trukket medlemmernes sager i langdrag. 

Tirsdag morgen oplyste By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) til Dansk Blindesamfund, at Odense Kommune afventer en redegørelse fra Kommunernes Landsforening (KL). 

 

 

KL ventes ifølge Jane Jegind efter jul at kunne oplyse, hvorvidt kommunen har fulgt reglerne for handicapkørsel eller ej. 

- Jeg ved ikke, hvor langt man skal gå med det, før man kan få dem (Odense Kommune, red.) til at indse, at vi er sgu også normale mennesker. Vi vil også gerne have et liv og komme ud, siger Carsten Dan Jakobsen.

Dansk Blindesamfund har nu indklaget sagen for Ankestyrelsen. 

- Jeg håber, at vi får den taxakørsel, som vi har brug for, fortæller Carsten Dan Jakobsen. 

TV 2/Fyn mødte tirsdag kontorchef Rasmus Mandø ved trafik og mobilitet, Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt