Carsten Hansen: Både røde og blå har endelig fået fokus på Vandkantsdanmark

Tidligere minister Carsten Hansen glæder sig over, at politikerne fra både rød og blå blok har fokus på udkantsproblemerne i de tyndt befolkede områder.

Udkantsdanmark eller Vandkantsdanmark er for alvor kommet på den politiske dagsorden. Senest den 1. maj da formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, holdt sin tale og mindede statsministeren om problemerne i provinsen

- Hallo, Lars Løkke Rasmussen. Jylland findes faktisk stadig, sagde Mette Frederiksen i sin tale.

Men spørgsmålet er, om politikernes opmærksomhed på problemerne i de tyndere befolkede områder rækker ud over næste valgdag?

- Svaret er ja. Jeg er sikker på, at der også de kommende år vil være et stærkt politisk fokus på de her områder. Det vil der være, uanset om regeringen er rød eller blå, siger tidligere minister for by- bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), som diskuterede udkantsproblemerne i tirsdagens udgave af programmet Politik og Spin med TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

- Dagen efter den 18. juni 2015 vågnede det politiske Danmark op til et mindre chock. Dansk Folkeparti havde overhalet Venstre i mandater, og især Sydjylland, Midt- og Vestsjælland blinkede lysende gult. Centraliseringen og tabet af industriarbejdspladser, lukning af politistationer og kaserner afspejlede sig som en klar protest i valgresultatet. Den dagsorden skal Dansk Folkeparti ikke være alene om, og den dagsorden forsøger Socialdemokraterne nu også at sætte sig på, siger Jesper Buch.

Kæmper for flere statslige arbejdspladser

Samme vurdering har Carsten Hansen, som hæfter sig ved, at Socialdemokraterne i dag bakker fuldt op om udflytningen af de statslige arbejdspladser. 

Som ekstra bonus har partiet nu lovet  at kæmpe for, at der kommer 1.000 nye arbejdspladser fra fire nyetablerede skattecentre, der skal placeres med et i den øverste del af Jylland, et i den nederste del, et på Fyn og et på Sjælland eller Lolland-Falster.

- Det glæder mig, at Socialdemokraterne for alvor er kommet med på den dagsorden. Jeg forsøgte i min tid at overtale regeringen til at gøre en ekstraordinær indsats, og det lykkedes jo ikke så godt, som jeg gerne ville have haft det, siger Carsten Hansen.

- Men i dag er der ingen tvivl om, at globaliseringen, urbaniseringen og den generelle centralisering har betydet, at rigtig mange kortuddannede føler sig pressede på deres job. Kombineret med en økonomisk krise og affolkning af vore landdistrikter gør det, at mange føler sig pressede. Derfor tror jeg, at opmærksomheden på den her sag vil fortsætte ud over næste valgdag, siger Carsten Hansen. 

 

Oversigt

    Oversigt