I det fynske folks tjeneste

Carsten Hansen til modangreb

Ministeren for by, bolig og landdistrikter svarer nu igen på kritikken om at han kommer for lidt rundt i landet. Samtidig angriber Carsten Hansen oppositionen for hykleri.

Det var Ekstra Bladet der torsdag beskyldte Carsten Hansen for ikke at passe sit arbejde under overskriften "En sjælden gæst i Udkantsdanmark".

Den kritik afviser den fynske minister nu i en pressemeddelelse.

- Jeg prioriterer højt at komme rundt i landet for at møde borgere, kommunalpolitikere, frivillige fra lokale aktionsgrupper og andre, som bor i landdistrikterne og ved, hvor skoen trykker", siger Carsten Hansen. Anledningen er, at en formiddagsavis tegner et misvisende billede af, hvor ofte ministeren for by, bolig og landdistrikter er på besøg rundt i Danmark, skriver Carsten Hansen.

I følge ministeren har han i sine første fem måneder som minister været på besøg rundt i landet én gang om ugen.

- Fra min første dag som minister har jeg været meget optaget af at komme rundt i hele landet. Jeg tror nemlig på, at det er sundt at komme væk fra mit skrivebord i ministeriet for at mødes med mennesker, som på egen krop oplever, hvordan det eksempelvis er at bo i landsbyer, der slås for overlevelse, og beboere i udsatte boligområder, som arbejder for at gøre deres boligområde til et bedre sted at bo, siger Carsten Hansen.

Hykleri

Samtidig anklager Carsten Hansen oppositionen for hykleri. Venstre Eva Kjer har kaldt placeringen af en konference om landdistrikerne i Esjberg en hån mod landdistrikerne.

- I 2005 afviklede daværende fødevareminister Hans Christian Schmidt fra Kjers eget parti en stor landdistriktskonference i Odense, der mig bekendt er Danmarks 3. største by. Men det har Venstre åbenbart glemt. Det udstiller jo med al tydelighed Kjers hykleri, slutter ministeren sin pressemeddelelse.

Ved du noget? Så send os et tip