I det fynske folks tjeneste

Carsten Koch: Odensemodel er speciel, men interessant

Formanden for Beskæftigelses Taskforce Odense, Carsten Koch, synes godt om et nyt projekt i Odense, hvor virksomheder møder ledige i områder med høj ledighed.

00:21

1 af 2

Boligsocialt Hus i Odense står for et projekt, hvor en række virksomheder mødes med ledige fra udvalgte områder og medbringer ledige jobs.

Det projekt falder i god jord hos formanden for Beskæftigelses Taskforce Odense, Carsten Koch.

Han udelukker ikke, at modellen kommer til at indgå i Beskæftigelses Taskforce Odenses arbejde, og at den kan bruges andre steder.

- Det er en lidt speciel model, men den er godt fundet på, den er kreativ, og det er i høj grad kreativitet og nytænkning, der skal bringe Odense ud af problemerne. Intet skal være uprøvet, og resultaterne er jo tilsyneladende gode, siger Carsten Koch.

Læs også Johnny i job: Virksomhedsdate blomstrede

Han kan dog se, at ikke alle har mulighed for at deltage i speeddating-arrangementer som dem, Boligsocialt Hus står for.

- Store virksomheder har ressourcer til at deltage i sådan et arrangement; men den lille mekaniker eller smedemester har ikke tid, men hvis de står og mangler arbejdskraft, kan de blive nødt til det, siger Carsten Koch.

Netop spørgsmålet om, hvordan man gør det muligt også for små virksomheder at deltage, er noget de taler meget om i Beskæftigelses Taskforce Odense, og i det hele taget handler indsatsen mod ledighed meget om at engagere virksomhederne.

- Det nye sort er, at det, der er bedst til at bringe ledige i arbejde, er, at de kommer ud på virksomheder enten i form af praktikforløb eller løntilskud, hvor virksomheden får tilskud til at ansætte ledige, siger Carsten Koch.

Beskæftigelses Taskforce Odense blev oprettet i 2016 med det formål at finde ud af, hvordan Odense slipper af med sin høje ledighed.

Læs også Johnny skal på jobdate i sit eget boligområde

 

Carsten Koch: Odenses høje ledighed skal bekæmpes i tæt samarbejde med virksomhederne

Luk video

 

Den kommer i april med en række forslag, som Odense Byråd derefter skal tage stilling til.

 

Om Beskæftigelses Taskforce Odense (BTFO)

Beskæftigelses Task Force Odense består af:

Carsten Koch (formand),
Jørn Tolstrup Rohde (bestyrelsesformand i 3C Group og i Blue Ocean Robotics),
Henrik Bjerke Jensen (divisionsdirektør i ISS),
Nikolaj Malchow-Møller (dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet),
Mette Gregersen (vicedirektør i Akademikernes A-kasse)  
Mette Wier (prodekan på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet).

Uddrag af Beskæftigelses Taskforce Odenses (BTFO´s) kommissorium
BTFOs arbejde tager udgangspunkt i den dybdegående analyse, der foretages i analyseprojektet Odenseanere i job samt viden opnået gennem dialog med en række interessenter herunder arbejdsmarkedets parter, RAR; STAR mv. Anbefalingerne skal målrettes de ledige i Odense Kommune. BTFO skal derfor komme med konkrete anbefalinger til det videre arbejde med at få ledige i job i Odense Kommune. I forlængelse heraf skal BTFO give et bud på, hvordan Odense Kommune kan styrke samarbejdet mellem virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne og jobcentrene, så der bliver et bedre match mellem udbud og efterspørgsel i beskæftigelsesindsatsen. Samlet set skal BTFO anbefale, hvad Odense kommune skal gøre som bedst nedbringer ledigheden blandt de arbejdsmarkedsparate herunder tilgangen til ledigheden: 1. Odenses udfordringer identificeres via et åbent og bredt blik på Odense herunder de strukturelle rammer. Herudfra anbefaler BTFO, hvordan en beskæftigelsesindsats i Odense Kommune, der hurtigst muligt hjælper de arbejdsmarkedsparate odenseanere i job tilrettelægges? 2. BTFO skal anbefale, hvordan samarbejdet mellem virksomheder og den kommunale beskæftigelsesindsats kan styrkes i Odense, herunder hvordan der sikres et optimalt jobmatch, fx så virksomhederne får den mest kvalificerede arbejdskraft, og ledige kommer i varig beskæftigelse.

Kilde: Odense Kommune