Casper Andersen har valgt Totalbanken: Føles som en slyngveninde

Mange fynske bankkunder har valgt at skifte fra en større bank til en mindre. Svaret er ifølge en bankdirektør det nære, personlige forhold til kunderne.

Flere fynske banker har i 2017 fået mange nye kunder. En af dem, der har skiftet en større bank ud med en lokal, er Casper Andersen fra Aarup.

Især bankens størrelse og kendskabet til medarbejderne har betydning for Casper Andersens valg af bank.

- Jeg kan altid komme herop og spørge om et eller andet eller nogle penge, jeg skal bruge. Jeg snakker med Gitte (bankrådgiver, red.), som om vi har været slyngveninder hele vores liv, siger Casper Andersen til TV 2/Fyn.  

Han flyttede sin bankkonto i 2014 i forbindelse med et lån. Før han blev kunde i Totalbanken, var han kunde i Nordea. Skiftet har betydet, at han har fået en mere lokal bank, og det har meget at sige for Casper Andersen.

- Fordelen er klart, at det er lokalt. Det er her i byen, og jeg kender 60 procent af dem, der er her. Man skal ikke bare ringe til dem inde i Odense og få fat i en latterlig telefonsvarer. Hvis ikke vi støtter lokalt, så er der ikke nogen bank til sidst, siger Casper Andersen.  

600 nye kunder i 2017

Casper Andersen er langt fra den eneste fynbo, der har skiftet en større landsdækkende bank ud med en mindre lokal. Flere fynske banker har i 2017 oplevet en stigning i antallet af kunder. Det viser en kundeundersøgelse fra analysevirksomheden Voxmeter.

I 2017 fik Middelfart Sparekasse 6.000 nye kunder, og Sparekassen Sjælland-Fyn kunne prale med 7.304 nye kunder.

For Totalbanken betød det 600 nye kunder i 2017.   

- Vi har formået at skaffe mellem seks og syv nye kunder hver eneste dag, vi har haft åbent i 2017, fortæller bankdirektør i Totalbanken, Ivan Sløk.    

Årsagen til de nye kunder skyldes en ekstra indsats, som Totalbanken har lavet i forhold til relationerne med kunderne. Og især det lokale, nære og personlige forhold til pengeinstituttet mærker Ivan Sløk har en betydning for kunderne.

- Vi er et lokalt og mindre pengeinstitut. Vi er lidt tættere på kunderne, og de har en direkte adgang til deres rådgiver. Det vil sige, at man har et direkte telefonnummer og en direkte mailadresse, så man altid kan ringe til sin rådgiver, fortæller Ivan Sløk.

Selvom Casper Andersen kunne få en lavere rente i en anden bank, er der ingen tvivl om, hvor han vil være kunde.

- Jeg bliver i totalbanken. Det er der slet ikke nogen tvivl om, fordi de gjorde det muligt for mig, dengang jeg havde en passion. Så jeg er loyal og trofast. 

Oversigt

    Oversigt