Center for seksuelt misbrugte lukningstruet

Fremover bliver det sværere for mænd og seksuelt krænkede kvinder at få rådgivning og støtte. Odense Kommune har smækket kassen i over for Center for Seksuelt Misbrugte på Fyn. Pengene går i stedet til et nyt Incestcenter.

Pengene går til nyt Incestcenter

Fremover bliver det sværere for mænd og seksuelt krænkede kvinder at få rådgivning og støtte. Odense Kommune har smækket kassen i over for Center for Seksuelt Misbrugte på Fyn. Pengene går i stedet til et nyt Incestcenter.

Et årligt tilskud på 250.000 kr. til Center for Seksuelt Misbrugte - Fyn falder fra i år bort. Odense Kommune har givet afslag på at bevilge 125.000 kr, og det betyder at et bidrag fra Fyns Amt på samme størrelse også bortfalder. Odense Kommune har besluttet i stedet at bevilge 400.000 kr til et nyt incestcenter.

Center for Seksuelt Misbrugte har eksisteret siden 1995, og bliver hovedsageligt drevet af frivillig arbejdskraft. Kun centerlederen blive lønnet for sit arbejde. Og det er der ikke længere penge til, og det truer centrets eksistens.

"Det er en rigtig god ide med et incestcenter. Men det er fortrinsvis for mennesker, der har brug for behandling efter incest eller alvorligt seksuelt misbrug. Vores center tilbyder rådgivning, vejledning og formidler kontakt til støttegrupper. Jeg frygter, at en masse mennesker ikke længere vil have et sted at søge støtte, hvis vi lukker", siger centerleder Helle Theede-Schytte.

Center for Seksuelt Misbrugte - Fyn har siden starten i 1995 haft et støt stigende antal henvendelser. Blandt andet søger flere og flere mænd støtte på centeret.

På det nye incestcenter vækker det bekymring at Center for Seksuelt Misbrugte nu er truet af lukning.

"Vi har en samarbejdsaftale med centret. Vi supplerer hinanden, og vores målgruppe er kun voksne kvinder. Centeret for Seksuelt Misbrugte har netværksfunktionen, og det vil være et utroligt tab, hvis de må lukke", siger lederen af Incestcenter Fyn Else Artke.

Center for Seksuelt Misbrugte har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 28. februar. Her skal de frivillige beslutte, hvad der skal ske med centret uden pengene fra Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt