Champions League-uafgjort irriterer Pytlick

Odense måtte mandag nøjes med et enkelt point til CL-regnskabet, da holdet spillet 24-24 med København.

Det lykkedes hverken for Odense Håndbold eller København Håndbold at hente to point i danskeropgøret i Champions League mandag aften.

 

 

I stedet spillede de to hold 24-24, og dermed har begge hold fire point i gruppe 1 og kæmper mod hinanden om den vigtige fjerdeplads, der giver avancement til kvartfinalen.

Som kampen skred frem var det dog Odense, der kunne være mest glad for det ene point. Holdet var bagud i størstedelen af opgøret, og i kampens sidste sekunder havde København et skud på overliggeren.

Derfor var Odense-træner Jan Pytlick også tilfreds med at få et point med hjem fra København. Men der stoppede tilfredsheden også.

- Vi spillede ikke en god nok kamp. Vi lavede 17 tekniske fejl, og det er alt for mange fejl i en kamp som denne her.

- Vi kender selvfølgelig hinanden godt, men jeg synes ikke rigtigt, at vi var i stand til at finde de løsninger, der skal til for at vinde kampen.

Han gav nogle fine redninger fra Tess Wester i målet og nogle nemme kontrascoringer skylden for, at det alligevel lykkedes fynboerne at få uafgjort.

- Det var egentlig det, der løsnede op for det, for ellers var vi pænt presset.

- Men et cadeau til holdet. Vi var i stand til at komme igen og komme op og få et point. Det var sindssygt vigtigt, siger Pytlick.

Heller ikke Odense-stregen Kathrine Heindahl var tilfreds med kampens udfald og de mange tekniske fejl.

- Det var sådan en kamp, hvor det havde været dejligt at stå med to point. Det var det, vi gik efter. Men vi gjorde det svært for os selv.

- Vores angrebsspil blev lidt urytmisk. Vi skal være endnu skarpere på, hvad vi vil og holde fast i konceptet, siger hun.

Søndag møder Odense på hjemmebane russiske Rostov-Don, og her håber holdet på point.

- Det er et klassemandskab, så det er en svær opgave, men det er også en opgave, der kan løses, siger Pytlick.

Oversigt

    Oversigt