Charter-fly fortsætter fra Odense Lufthavn

Charterselskaberne holder fast ved den lukningstruede Odense Lufthavn. Sommersæsonens første fly er sendt afsted, og selskaberne planlægger flere afgange fra næste år.

Denne sommer er der afgange fra Odense Lufthavn til Italien, Kreta i Grækenland og Bulgarien.

Charterselskabet Apollo kan melde om så godt som udsolgt og fyldte fly ud af Odense Lufthavn. Apollo har har direkte fly fra Odense Lufthavn til Kreta og Bulgarien med ugentlige afgange.

- 70 % af vores samlede Odense-oplæg for denne sommersæson er på nuværende tidspunkt solgt, og hvad gælder skolernes sommerferie er 80 % af rejserne ud af Odense Lufthavn væk, fortæller administrerende direktør Jan Lockhart fra Apollo.

Vil holde fast i Odense Lufthavn

Det er nu på fjerde sæson, at Apollo tilbyder rejser fra Odense Lufthavn.

- Apollo agter at holde fast i Odense Lufthavn som en af de fire afrejselufthavne i Danmark, vi benytter, da vores fynske gæster er særdeles godt tilfredse med den lille, hyggelige lufthavn, som ligger tæt på privatboligen, og som tilbyder gratis parkering. Nu har vi to direkte rejsemål fra Beldringe, og ambitionen er at udvide med flere i fremtiden, hvis alt går vel, siger Jan Lockhart.

Apollo tilbyder cirka 3000 rejser ud af Odense Lufthavn denne sæson. Flere kommer til fra næste år, melder Apollo.

Oversigt

    Oversigt