Chaufførens søn tilstår røveri mod værditransport

Fyns Politi har i al hemmelighed anholdt chaufføren og hans søn i forbindelse med røveriet mod en værditransport i Vissenbjerg i december sidste år.

Selvom politiet offentligt har meddelt, at man fortsat var på jagt efter gerningsmændene, så blev chaufføren allerede dagen efter røveriet anholdt.

Han blev kort efter røveriet på værditransporten fundet ved motorvejens afkørsel 52 i Vissenbjerg, hvor han var bagbundet med strips, havde tape for munden og en hue trukket ned over øjnene. Chaufføren blev kørt til undersøgelse på Odense Universitetshospital, hvor man konstaterede, at han muligvis havde brækket næsen.

Men allerede samme dag konstaterede politiet, at der ikke var sammenhæng mellem chaufførens forklaring og de faktiske omstændigheder, og han blev derfor anholdt efter behandlingen på OUH. I et grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre blev han varetægtsfængslet. Få dage efter blev chaufførens 18-årige søn fængslet og fremstillet i grundlovsforhør.

Sønnen har siddet varetægtsfængslet indtil i fredags, hvor han blev løsladt efter at have aflagt fuld tilståelse om det opdigtede røveri.
Den 41-årige far er fortsat fængslet, og begge er sigtet for røveri.
Politiet ved stadig ikke hvor pengene fra røveriet er og hvor mange penge der er tale om, men politiet tror ikke, at chaufføren eller hans søn har kontrol over pengene.

De to sigtede i sagen er en 41-årig mand af libanesisk oprindelse samt hans 18-årige søn. Begge er bosiddende i Vejle, Jylland.

Oversigt

    Oversigt