Chauffører afviser mæglingsforslag

Buskonflikten på Fyn fortsætter. Et mæglingsforslag var ikke nok til at formilde de strejkende chauffører, der først mødes mandag igen.

Fynboerne må også i weekenden pumpe cyklen eller starte bilen, hvis de skal rundt på øen. De fynske rutebiler bliver i garagen efter, at chaufførerne i dag nedstemte et mæglingsforslag fra trafikselskabet Fynbus og busselskabet Arriva.

- Svaret er nej. Chaufførerne er nødt til fastholde, at vi skal tilbage til den gamle køreplan, og mens den fungerer, kan vi så bruge al den tid, der skal til, for at få en ny køreplan til at virke, siger tillidsmand Helle Madsen.

Chaufførerne er nu gået hjem på weekend, og indtil videre er der ikke aftalt nye møder mellem parterne. Chaufførerne mødes igen mandag til fagligt møde.

- Men vi håber selvfølgelig, at nogen kommer med et godt forslag, og uanset hvornår det er, så er vi klar til at snakke igen, for vi ønsker inderligt at komme ud og køre busser igen, siger Helle Madsen til Ritzau.

Strejken har varet siden mandag og omfatter samtlige 43 rutebillinjer på Fyn.

Oversigt

    Oversigt