I det fynske folks tjeneste

Chauffører vil mødes med Fynbus-bestyrelse

Rutebilerne fra Fynbus kommer heller ikke på gaden onsdag. De strejkende chauffører vil mødes med Fynbus-bestyrelsen.

De strejkende chauffører vil mødes bestyrelsen for Fynbus.

På et møde tirsdag formiddag besluttede de strejkende chauffører at fortsætte konflikten. De samles først igen onsdag morgen til et nyt stormøde.

- De strejkende chauffører har på mødet i dag besluttet at sende et brev til bestyrelsen for Fynbus. I brevet beder vi om et møde med dem. Vi har længe bedt om et møde med bestyrelse, men vore ønsker er blevet afslået, siger chaufførernes tillidsmand, Helle Madsen.

Formanden for bestyrelsen for Fynbus, Steen Møller, Kons., sagde mandag aften på TV2/FYN, at de gerne stiller op til alle de møder, der skal til for at få konflikten løst.

- Nu tager vi Steen Møller på ordet, og beder i brevet om et møde med bestyrelsen for Fynbus, siger Helle Madsen.

Dyr konflikt for chaufførerne

I sidste uge pålagde arbejdsretten de strejkende chauffører at gå i arbejde, samt at de skal betale en bod på 35 kroner pr. time de har strejket.

Mandag behandlede arbejdsretten igen sagen, og chaufførerne blev pålagt en skærpet bod på 65 kroner for hver time, de har strejket.

Samtidig mister chaufførerne løn for de dage de har strejket.