Chef forlader OUH i protest

Ledende chefpsykiater Jan Jørgensen forlader sin stilling, fordi han er uenig med ny psykiatriplan

Jan Jørgensen orienterede onsdag sine medarbejdere om at han går i protest over Region Syddanmarks justering af den syddanske psykiatri, som regionspolitikerne stemte for i forrige måned, skriver Fyens Stiftstidende.

Vil forringe kvalitet

Justeringen betyder blandt andet, at afdelingen i Odense og de tre øvrige syddanske afdelinger som de eneste i landet skal øge aldersgrænsen fra 17 til 19 år.

En øvelse, som Jan Jørgensen mener vil forringe behandlingskvaliteten af de børnepsykiatriske patienter.

- Det vil give dårligere betjening og ramme den langsigtede arbejde og samarbejde med kommunerne, siger han.

Jan Jørgensen peger desuden på, at uddannelsen til speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri kun beskæftiger sig med patienter fra 0 til 17 år.

- 18-19 års området er langt mere krævende. Der er flere akutte tilfælde, der er flere misbrugsproblematikker og psykoser, siger Jan Jørgensen.

Har selv valgt at gå

Jan Jørgensen forlader sin stilling den 1. februar, men bliver som overlæge på afdelingen.

- Jeg vil gerne understrege, at det er min beslutning. Men jeg ser ingen mulighed for at lede og løfte en opgave, som jeg ikke tror på.

Oversigt

    Oversigt