Chefer fyret fra OUH

Tre chefer fra Odense Universitetshospital blev i dag fritaget for tjeneste med øjeblikkelig virkning.

Det drejer sig om en ledende overlæge, en oversygeplejerske og en afdelingssygeplejerske fra mavetarm-kirurgisk afdeling. Det skriver TV2 Nyhederne.

Årsagen til fyringerne er for lange ventetider for afdelingens kræftpatienter. Men også at TV2 Nyhederne tidligere i år kunne fortælle, at afdelingen ikke informerede deres kræftpatienter om, at der var mulighed for at blive behandlet på Aalborg Sygehus, hvor ventetiden er halv så lang.

- Det at få henvist patienterne de rette steder hen, hvis man ikke selv kan give tilbuddet, er en del af den organisatoriske kvalitet. Og det er den vi gerne vil forbedre, siger direktør Henrik Villadsen fra Odense Universitetshospital til TV2 Nyhederne.

Afdelingen har endnu ikke fundet nogen afløsere til de tre chefstillinger, og der er derfor indsat en midlertidig ledelse.

- Nogle gange er det nødvendigt at sætte et nyt hold. Man kan ikke altid give én person skylden - som oftest er det teamet, der ikke fungerer, siger Henrik Villadsen.

Oversigt

    Oversigt