I det fynske folks tjeneste

Chefpsykolog takker nej til Ny Alliance

Chefpsykolog ved OUH Jørn Beckmann takker nej til posten som spidskandidat for Ny Alliance på Fyn. Først sagde han ja, men efter en uges betænkningstid takkede Beckmann alligevel nej.

Jørn Bechmann takker nej til Ny Alliance

Tilbuddet om at blive spidskandidat for Ny Alliance kom under en frokost som Jørn Beckmann spiste med Ny Alliances partiformand Naser Khader i slutningen af juli. Umiddelbart takkede Beckmann ja til posten, men efter at have tænkt over tingene i en uges tid, sendte chefpsykologen et brev til Naser Khader, hvor han meddelte, at han havde ombestemt sig.

- Jeg kunne se, at jeg ville miste min integritet ved at gå ind i politik, og min familie frarådede mig også at stille op, forklarer Jørn Beckmann til TV 2/FYN.

Meldte sig ind i NA

Jørn Beckmann meldte sig ind i Ny Alliance øjeblikket efter at partiet var dannet, og han mener, at Naser Khader valgte at tilbyde han posten som spidskandidat på Fyn, fordi han deltager i debatten, har skrevet flere bøger og er kendt fra tv-programmer. Jørn Beckmann har ikke talt med Naser Khader siden han skriftligt afviste at stille op for Ny Alliance.

Foreløbig er det uklart, hvem der bliver kandidat for Ny Alliance på Fyn. Jørn Beckmann ved ikke, hvem der overtager det job, som han selv takkede nej til. Ny Alliances kommunikationschef Rasmus Jønsson, kender ikke til den konkrete forespørgsel, men fortæller at partiet er i dialog med mange mulige kandidater og folk der har hjulpet med politikudviklingen.