I det fynske folks tjeneste

Chefredaktør Bent A. Koch er død

Tidligere chefredaktør på Ritzaus Bureau og Fyens Stiftstidende Bent A. Koch er død, 82 år gammel. Bent A. Koch var medlem af modstandsbevægelsen under krigen.

Den danske presse siger farvel til en markant bladmand, efter at tidligere chefredaktør for Ritzaus Bureau og Fyens Stiftstidende Bent A. Koch er død. Den tidligere modstandsmand blev 82 år, skriver fyens.dk

Allerede under Anden Verdenskrig blev de første skridt taget på vejen mod et langt liv i journalistikken som både redaktør og flittig debattør.

Fra modstandsgruppen Holger Danske blev Bent A. Koch hyret til at skrive for det illegale Morgenbladet, der blev legalt ved befrielsen.

Morgenbladet, der var Dansk Samlings dagblad, fik dog kun en kort levetid, men det gjorde karrieren i bladbranchen bestemt ikke. Bent A. Koch nåede både at blive chefredaktør for Kristeligt Dagblad fra 1959-71, chefredaktør og direktør for Ritzaus Bureau fra 1971-82 og fra 1982 til 1996 ansvarshavende chefredaktør for Fyens Stiftstidende.

Sideløbende med posterne som chefredaktør blandede Bent A. Koch sig ivrigt som debattør i sager som Frihedsbevægelsen, danskheden i Sydslesvig og Island.

Bent A. Koch voksede op på Amager og i Jægersborg nord for København og var københavner, indtil han flyttede til Odense i 1982 for at bringe Fyens Stiftstidende på ret køl. Det lykkedes ved blandt andet at ændre avisen fra en eftermiddagsavis til en morgenavis.

Bent A. Koch udgav kort efter sin 75-års fødselsdag i 2003 sine erindringer under titlen "Min tid", som er Kochs personlige bidrag til både besættelsestiden og pressens historie.