Chokeret familie: Cpr-numre lå frit tilgængeligt på kommunens hjemmeside

Odense Kommune lod en families cpr-numre ligge frit tilgængeligt på nettet. Men da familien kontaktede Odense Kommune for at få det fjernet - fik de svaret: Ring til Google.

Det tog kun et øjeblik for TV 2/Fyns reporter at finde familiens cpr-numre på kommunens hjemmeside ved hjælp af en simpel google-søgning. 

Familiens oplysninger stod i en ansøgning til en vuggestueplads - og ansøgningen var ved en fejl blevet offentlig, så man udover cpr-numre kunne se adresse, telefonnumre, mail og fulde navn på hele familien. 

Familien var chokeret over det. 

- Man frygter, at det allerede er blevet misbrugt, fortæller faren til TV 2/Fyn.

Ring til Google

Faren ringer til Odense Kommune - men her er der i første omgang ikke meget hjælp at hente. Familien får at vide, at de selv skal kontakte Google for at få oplysningerne fjernet. 

Ifølge Datatilsynet er det Odense Kommune, der har ansvaret i denne sag. 

TV 2/Fyn gjorde Odense Kommune opmærksom på, at familiens cpr-numre ligger frit ude på nettet, så er det stadig ikke lykkedes kommunen at få fjernet oplysningerne. Derfor har TV 2/Fyn valgt at sløre familien i indslagene og ikke nævne familiens navn i artiklen. 

Hvis cpr-numre havner i de forkerte hænder, så giver det adgang til en lang række ting på nettet som:

  • Ansøgning om kviklån
  • Onlinekøb
  • Få adgang til personfølsomme dokumenter

 

 

 

Oversigt

    Oversigt