I det fynske folks tjeneste

Chokmelding: Færgeprojekt i Nyborg stoppet efter protester

Nyborgs politikere enige efter ekstraordinært økonomiudvalgsmøde søndag aften.

Foto: Flemming Ellegaard

Nyborgs økonomiudvalg besluttede søndag aften på et ekstraordinært møde, at stoppe projektet med den kommende museumsfærge MF/Broen.

Beslutningen er truffet efter, at Socialdemokraterne havde ønsket yderligere beregninger af anlægs- og driftsudgifter.

De beregninger blev afleveret af administrationen tidligere på ugen.

I en pressemeddelese fra økonomiudvalget søndag aften hedder det: 

Læs også 90 meter lang storebæltsfærge splitter Nyborg: - Det er en øjebæ

"Et enigt økonomiudvalg er efter en samlet vurdering blevet enige om at stoppe projektet om kulturfærgen M/F Broen. En afgørende forudsætning for projektet er, at der kan findes de nødvendige fondsmidler til at finansiere anlægsudgifter til etablering af færgeprojektet."

"Fondsfinansiering kræver, at der er bred opbakning og ejerskab til projektet. Økonomiudvalget vurderer ikke, at dette længere er tilfældet. Derudover lægger økonomiudvalget til grund, at der er en begrundet risiko for, at kulturarvssatsningen omkring Nyborg Slot kan lide skade på sit omdømme, hvis beslutningsprocessen om færgen skulle fortsætte." 

Aftenens beslutning i økonomiudvalget kommer blandt andet efter et borgermøde i sidste uge, hvor 700-800 nyborgensere var samlet for at give deres mening til kende om projektet.

Kritikerne mener, at færgen, der ifølge de oprindelige planer, skal placeres i en tørdok ved inderhavnen og tæt på Nyborgs bymidte, vil skæmme området.

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) har hele tiden fastholdt, at projektet og fondsstøtten til projektet hviler på, at færgen skal ligge i inderhavnen tæt på Nyborgs bymidte.

Men nu er hele økonomiudvalget altså enige om at stoppe projektet.