I det fynske folks tjeneste

Christian Eriksen glæder sig til god test mod Real Madrid

Christian Eriksen og Tottenham møder tirsdag aften den regerende CL-mester Real Madrid på udebane.

Christian Eriksen fejrer scoring sammen med Dele Allil. Foto: ADRIAN DENNIS / Scanpix Denmark

Tottenham har de senere år udviklet sig til et tophold i engelsk fodbold, men manager Mauricio Pochettinos hold mangler endnu at levere de store resultater i Europa.

Tirsdag aften skal Christian Eriksen og holdkammeraterne måle sig mod det måske bedste hold i europæisk klubfodbold, når Real Madrid venter på udebane i Champions League. 

Læs også Toft: Christian Eriksen er dette årtusinds bedste danske fodboldspiller

- Det vil altid være specielt for enhver fodboldspiller at møde Real på grund af historien og deres spillere.

- Det bliver en god test, der vil vise, hvor langt vi virkelig er kommet, siger Christian Eriksen til Tottenhams hjemmeside før mødet med den regerende spanske CL-mester på Bernabeu.

Både Tottenham og Real Madrid har indledt gruppe H med to sejre hver over Borussia Dortmund og cypriotiske Apoel FC.

I sidste sæson lykkedes det blot Tottenham at skrabe syv point sammen over seks gruppekampe i Champions League, hvilket tyder på, at London-holdet har forbedret sig.

Christian Eriksen mener, at Tottenham har vist, at de kan tage kampen op mod de bedste.

- Det har vi helt sikkert vist i Premier League.

- Hvis man ser bort fra nogle kampe i Champions League i sidste sæson, hvor vi ikke var gode nok, så har vi i to sæsoner leveret kontinuerligt i Premier League.

- Vi har vist, at vi kan tage til Bernabeu og skabe en god og hård kamp.

- Vi er gået fra at være et top-6-hold i Premier League til et hold i top-3, siger Christian Eriksen.

Tottenham sluttede på andenpladsen i Premier League i sidste sæson. I øjeblikket er holdet nummer tre i den engelske liga efter en 1-0-sejr over Bournemouth i weekenden. Her blev Eriksen matchvinder.

Tirsdagens opgør på Bernabeu spilles klokken 20.45.