Tottenham må klare sig uden den danske landsholdsspiller Christian Eriksen i tirsdagens Champions League-opgør på udebane mod Apoel.
Eriksen var ikke med på flyet, der mandag fragtede Tottenham-delegationen til Nicosia. Årsagen er, at danskeren er plaget af sygdom.
- Christian er syg og er blevet i London, siger klubbens manager, Mauricio Pochettino ifølge NTB.
Christian Eriksen var senest på banen i lørdags, hvor han var blandt målscorerne i Tottenhams 3-2-sejr over West Ham.
Han er ikke den eneste profil, som Pochettino må se bort fra i udekampen i Cypern. Både Jan Vertonghen og Dele Alli afsoner karantæne, mens Victor Wanyama, Mousa Dembélé, Danny Rose og Erik Lamela er skadet.
Tottenham åbnede Champions League-gruppespillet med en 3-1-sejr hjemme på Wembley over Borussia Dortmund.