Christian Eriksen seksdobler sin løn

Det varer ikke længe, før der virkelig bliver rift om at få fingre i dansk fodbolds nye guldfugl, 18-årige Christian Eriksen fra Middelfart.

Derfor er hans klub Ajax Amsterdam også parat til at belønne den uimponerede fynbo for hans imponerende bedrifter på grønsværen i de første to måneder af 2010, skriver Ekstra Bladet.

Den nuværende ungdomskontrakt, der løber til næste sommer, skal rives i stykker og erstattes af en voksenkontrakt. Og Ajax vil strække sig langt for at sikre kometen på en langtidsaftale frem til sommeren 2014 eller 2015.

Ifølge Ekstra Bladets hollandske pressekilder med tætte kontrakter til Ajax ventes det, at hovedstadsklubben er villig til at seksdoble Eriksens nuværende løn.

Det tyder på, at Ajax-ledelsen vil hæve danskerens årsløn, så den kommer til at havne i omegnen af 600.000 euro (4,5 millioner kroner). Dertil kommer attraktive bonus-ordninger i tilfælde af mesterskab og Champions League-kvalifikation.

Oversigt

    Oversigt