Christian Eriksen: VM er det største udstillingsvindue

Fynske Christian Eriksen medgiver, at en god VM-slutrunde vil give genlyd på de største adresser i fodboldverden.

Han har egentlig ikke lyst til at tale om et potentielt klubskifte, men fodboldlandsholdets VM-kvalifikationstopscorer, Christian Eriksen, anerkender, at sommerens slutrunde i Rusland er et oplagt sted at sælge sig selv.

- Jeg tror, at alle ser på, hvem der spiller til VM. Selv om der er en spiller, man ikke kender, vil man lægge mere mærke til ham efter VM, hvis han gør det godt ved VM.

- Der er stor mediebevågenhed ved et VM, og i forhold til klubskifter vil alle jo gerne gøre det godt på den største scene, når der er så mange, som kigger, siger Christian Eriksen.

I en afgørende rolle

Der var også øjne rettet mod en ung Christian Eriksen for otte år siden, da han var med Danmark i Sydafrika som VM-slutrundens yngste spiller.

Til sommer skal han dog ikke sælge sig selv på at være en potentiel komet med et stort uforløst potentiale. Der skal han være en afgørende spiller på det danske landshold, hvis VM skal åbne døre, der ikke allerede er åbne.

- Jeg skulle gerne få lidt mere spilletid end ved mit første VM. Dengang var jeg med for at snuse, og nu er jeg er med for at kunne være afgørende.

- Det er kun godt, at folk forventer, at jeg skal være med og kan være afgørende. Jeg føler meget mere ansvar, end jeg gjorde i 2010.

- I kvalifikationen gik det jo meget godt med at hjælpe holdet med at kvalificere sig til slutrunden, siger Eriksen.

Han vil gerne være med til at levere et af de VM-øjeblikke, som folk husker i mange år bagefter. Selv begrænser hans VM-minder sig til en kvartfinale fra 2002.

- Det eneste, som jeg kan huske, at jeg har siddet og set fra et VM, er Ronaldinhos mål mod David Seaman i Brasilien mod England. Så har jeg set nogle ting senere hen på nettet, men det tæller ikke rigtigt, siger Christian Eriksen.

Sådan en scoring vil gerne se Christian Eriksen lave ved VM:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt