Cirkus på Den Ny Lillebæltsbro: 275 eskorter er gået godt

Tirsdag morgen hjalp Vejdirektoratet et helt cirkus fra Fyn til Jylland. Landmænd og entreprenører vil eskorteres hele døgnet.

Siden 22. maj har Gamle Lillebælts bro været lukket for trafik, fordi den skal renoveres. Det betyder, at alle køretøjer, der skal fra Fyn til Jylland og omvendt og som kører langsommere end 50 kilometer i timen, skal eskorteres over Den Ny Lillebæltsbro.

- Vi transporterer alle de køretøjer, der ikke kan eller må køre 50 kilometer i timen, for ellers må de ikke køre på motorvejen. Der har Vejdirektoratet stillet en eskortemulighed til rådighed, og der er lavet nogle regler i samarbejde med politiet, som skal overholdes, siger Niels Højmark, der er konsulent hos Vejdirektoratet.

Cirkus på broen

Al transport af de langsomme køretøjer skal foregå i de tidsrum, hvor der er mindst trafik på Lillebæltsbroen; mellem 20.30 og 05.00.

Typisk eskorterer Vejdirektoratet landmænd og deres traktorer over broen, men tirsdag morgen var det det lille Cirkus Mascot, der passerede broen.

- Det minder om den måde, vi bliver eskorteret over Storebæltsbroen på, så det er ikke det helt nye. Selvfølgelig ville det være rarest bare at kunne køre over Den Gamle Lillebæltsbro, fordi det er lige til, siger Andrea Deleuran, der er ansat i Cirkus Mascot.

275 langsomme ture

Siden Den Gamle Lillebæltsbro lukkede for trafik i maj, har Vejdirektoratet eskorteret traktorer - og nu et enkelt cirkus over broen 275 gange.

Proceduren er den samme hver gang. Bagest kører en såkaldt TMA, der er en lastbil med en særlig stødabsorberende buffer bagpå, der kan afbøde alvorlige skader, hvis en trafikant skulle køre op bag i den langsomme kortege. Men indtil videre er alle transporter forløbet helt efter planen.

- Det er gået rigtig godt. Der har ikke været et eneste uheld og umiddelbart ingen farlige situationer. Brugerne af det (ordningen, red.), som typisk ikke er et cirkus, men landmænd og entreprenører, er umiddelbart tilfredse med det. De ville selvfølgelig gerne have haft nogle flere tidsrum. De ville meget gerne have været over midt på dagen, ja gerne hele døgnet, hvis det havde kunnet lade sig gøre, men det kan det altså ikke, siger Niels Højmark.

Vejdirektoratet forventer at åbne Den Gamle Lillebæltsbro igen omkring efterårsferien.

Oversigt

    Oversigt