Comeback sikrede Rødovre bronzesejr

Odense Bulldogs førte med 4-1 i den første bronzekamp. Alligevel tabte fynboerne med 4-6 til Rødovre Mighty Bulls efter et imponerende comeback.

Rødovre Mighty Bulls leverede et flot comeback, da sjællænderne fredag gæstede Odense Bulldogs i den første af to bronzekampe. Rødovre Mighty Bulls var bagud 1-4, men vandt 6-4 og er nu storfavoritter til at sikre sig bronze inden lørdagens returopgør på hjemmebanen i Rødovre.

Odense Bulldogs' John Laliberte sendte efter 14 minutter værterne i front med 1-0, og i midten af anden periode var den føring udbygget til 4-1. Alligevel var spændingen genoprettet, da de to mandskaber skøjtede ud til tredje periode, efter at Rødovre Mighty Bulls havde reduceret til 4-3.

Allerede i første minut af tredje periode havde gæsternes Christian Larrivee udlignet til 4-4, inden Morten Andreasen og Mike Oliveira med hver en scoring fuldførte det imponerende comeback.

Oversigt

    Oversigt