Computerarbejde giver overlæge dårlig samvittighed

Sundhedsvæsnet bliver mere og mere digitalt, og mange læger og sygeplejersker bruger meget tid i deres hverdag foran computerskærmen.

Digitaliseringen af sundhedsvæsenet risikerer at gå ud over det menneskelige nærvær mellem læge og patient. Det mener ledende overlæge Henrik Ømark fra Odense.

Han bruger så meget tid på digitale systemer på sygehuset, at det giver ham dårlig samvittighed over for patienterne.

- Vores it-systemer er helt sikkert lavet i en god mening, men systemerne taler dårligt sammen, og vi bruger en masse tid på for eksempel at logge ind i systemerne, siger han.

Mere digitalt arbejde på sygehusene

Men Henrik Ømark skal vænne sig til den digitale udvikling på sin arbejdsplads. I 2013 vedtog den daværende regering, KL og Danske Regioner en fælles strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet for 2013 til 2017.

Den skal skabe en bedre sammenhæng på tværs og i sidste ende sikre en behandling, der tager afsæt i den enkeltes patients muligheder og behov.

Den indeholder 22 initiativer, som skal realiseres i tiden frem mod 2017. Blandt andet skal der arbejdes på en digital booking af patientaftaler og en fælles ramme for deling af digitale sundhedsdata.

I aften klokken 19.30 kan du se andet afsnit i vores serie om den digitale verden, der er under konstant udvikling. Vi besøger overlæge Henrik Ømark på sin afdeling. Du kan også se afsnittet her.

Oversigt

    Oversigt