I det fynske folks tjeneste

Cookies til støtte for flygtninge

Dev Chohawala, Alfred Birkelund og Anette Lykke Nielson

To drenge fra Den Internationale Skole i Odense bagte 475 cookies og solgte dem på skolen for i alt 1700 kroner, som går ubeskåret til Venligboerne.

Indsamlingen var en udløber af et projekt på Dev Chohawala og Alfred Birkelunds skole med emnet, Global Perspectives.

De har blandt andet interviewet en syrisk flygtning og beskrevet Venlingboernes arbejde med at hjælpe flygtninge med tøj, møbler og andre ting gennem Venligboer Caféen og deres to gratisbutikker.

Ifølge Anette Lykke Nielson, som er medieansvarlig for Venligboerne, har drengene ønsket, at de 1700 kroner skal gå til et socialt arrangement, der kan bringe flygtninge og danskere sammen.

- Jeg følte en dyb taknemmelighed og indre glæde over, at der findes unge mennesker med sådan en social indsigt og hjælpsomhed, udtaler Anette Lykke Nielson, som modtog pengene fredag.

- Sådanne drenge giver mig håb for fremtiden - et håb for, at Danmark måske igen bliver et rart sted at være for alle mennesker, slutter hun.

De to drenges bidrag indgår i første omgang i Venligboernes støtteforening, indtil man har fundet ud af, hvilket socialt arrangement, pengene skal gå til.

Ved du noget? Så send os et tip