Coop køber halvdelen af kendt fynsk madfirma

Catering Danmark - tidligere Kokken & Jomfruen - bliver nu en del af Coop, der overtager halvdelen af virksomheden.

Catering Danmark, det tidligere Kokken & Jomfruen, blev sidste år overtaget af Færch & Co.

Nu overtager Coop halvdelen af Catering Danmark, der har hovedsæde i Odense.

Det oplyste koncernen i går på et pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af 2016-regnskabet.

Catering Danmark blev sidste år solgt af den hidtidige ejer Henrik Nygaard for et stort, men ukendt to-cifret millionbeløb til Færch & Co.

Coop ønsker ikke at oplyse om størrelsen af investeringen, men målet er at udvide tilbuddet på færdige måltidsløsninger til både hverdag og fest over hele Danmark, skriver mediet Fødewarewatch.

- Danskernes madvaner er under hastig forandring. En stadig større andel af måltiderne bliver enten spist på restaurant, som takeaway, som måltidsløsninger købt i supermarkedet eller leveret direkte til hjemmet. Med denne investering vil vi stærkere ind på det marked, og udvikle flere og bedre tilbud til forbrugere, der både vil have kvalitet og nemmere løsninger, siger koncerndirektør i Coop, Jens Visholm til Fødevarewatch.

Catering Danmark  har fem brands og afdelinger i Glostrup, Slagelse, Odense og Aarhus.

Virksomheden beskæftiger ca. 130 medarbejdere og har en omsætning på over 100 millioner kroner, oplyser firmaet selv.

Sidste år tjente Catering Danmark 9,7 millioner kroner før skat.

 

Oversigt

    Oversigt