Cowboy overvejer anke til Højesteret

Fynsk fritidscowboy er glad for at slippe for fængsel i knivdom, men er utilfreds med at være kendt skyldig. Overvejer at få Højesteret til at præcisere loven.

Lettet, men også lidt ærgerlig.

Sådan reagerer en fynsk fritidscowboy, Martin Boas Dahl, ifølge sin forsvarer på, at Vestre Landsret lader ham slippe for en spjældtur, selv om han er dømt skyldig i at have forbrudt sig mod våbenlovens knivforbud.

Forsvareren, Michael Nylander Jensen, oplyser, at hans klient overvejer at søge Procesbevillingsnævnet om lov til at få sagen prøvet ved Højesteret under henvisning til, at sagen er principiel.

Også for andre westernentusiaster, som optræder i shows ligesom den 39-årige fynbo og hans klubkammerater i foreningen Gunslingers.

- Han er ærgerlig over at have fået en plet på sin straffeattest. Men han vil også gerne have afklaret, hvordan de skal forholde sig fremover, når de er ude at optræde, siger forsvareren.

Han mener, at dommen efterlader uklarhed om, hvornår besiddelse af større knive har sådan et anerkendelsesværdigt formål, som ifølge reglerne fritager håndværkere eller spejdere og andre friluftsfolk fra det generelle knivforbud mod klinger længere end syv centimeter, når de er på job eller tur.

Hvis sagen betragtes som principiel, kan Højesteret helt frikende manden.

Forsvareren vil blandt andet have afklaret, om Gunslingers og andre westernentusiaster fremover skal søge politiet om lov hver gang, de er ude at optræde med shows.

Oversigt

    Oversigt