Crawley og Windel: - Vi skal drikke cava i stedet for kaffe

Susanne Ursula Crawley (R) og Søren Windel (K) er begge blevet rådmænd. De ser frem til kaffeklubber uden kaffe, for cava er bedre, mener de.

I løbet af onsdagen faldt rådmandsposterne på plads i Odense. Radikale Susanne Ursula Crawley fortsætter som rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen, og Søren Windel fra Konservative overtager Ældre- og Handicapforvaltningen.

De ser frem til at udleve deres fælles slogan, som går ud på at drikke cava i stedet for kaffe, når man mødes uformelt til en snak om politik, fortæller Susanne Crawley. Ordet 'cava-klub' er ligefrem dukket op. 

- Både i en valgkamp og generelt siger politikere tit: 'Skal vi drikke en kop kaffe sammen?' Eller når der er en borger, som er utilfreds med noget, så inviterer man dem ind til kaffe. Og Søren og jeg har talt om, at man nogengange løse flere problemer, når man drikker et glas cava sammen, siger hun.

Glæder sig til samarbejde

Den lette stemning mellem de to nyudvalgte rådmænd kommer efter en - for især Susanne Crawley - nervepirrende stemmeoptælling. Måske netop derfor var der munter stemning, da det hele var faldet på plads, og de kan glæde sig til at være rådmandskollegaer.

- Det bliver da rigtig hyggeligt. Vi kender hinanden fra flere sammenhænge. Mest fra det politiske, men vi har da også fået et enkelt glas efter møderne en gang imellem, og vi har det rigtig godt sammen. Vi bor heller ikke så langt fra hinanden. Vi er bymennesker begge to. Jeg tror, vi får det rigtig godt derude, siger Søren Windel, og hentyder til kommunens bygninger på Ørbækvej, hvor de to forvaltninger har til huse.

Men selvom de glæder sig til at runde møder af med et besøg på eksempelvis en vinbar, så understreger Susanne Crawley, at det er ikke kommunens nye kultur, at der skal alkohol ind i arbejdstiden. 

- Vi gør det uden for arbejdstiden, siger hun.  

Se hele interviewet med Susanne Crawley og Søren Windel. 

Oversigt

    Oversigt