Crossfit og samtalerum: Nye aktiviteter til krigsveteraner

Et nyt værested og aktivitetscenter for fynske krigsveteraner er ved at finde sin form. Staten giver 1,7 millioner kroner til forsøg i Årslev.

Samvær, samtaler og fysiske aktiviteter. Det skal få fynske krigsveteraner til at få et bedre liv efter, at de er hjemvendt. Men hvordan det helt praktisk skal foregå, er man først nu ved at finde ud af. 

Søndag var der derfor "åbent hus" i Polymeren i Årslev. Den nedlagte fabrik fungerer i dag som aktivitetscenter - og her er det også meningen at aktiviteterne for krigsveteranerne skal foregå - gerne i samarbejde med de allerede eksistrende aktiviteter. 

Håbet er at man er klar til at tage imod veteranerne inden sommerferien i år.

- Der er for eksempel allerede crossfit - og det kan jeg sagtens se, at veteranerne kan deltage i, siger Trine Hedegaard Jensen, der er Faaborg-Midtfyns projektleder.

En af de fremmødte var Claus Stenberg, der bor i Ørbæk. Han har været soldat fra 1991 til 2001 og var udstationeret i Kroatien under Balkankrigen i 1993-94.

Med sig havde han ideen om et cafe-hjørne.

- En af de ting som mange veteraner kan bruge er bare nogen steder at mødes med ligesindede - og det uanset hvem de er. Altså helt uformelt og uden krav til, hvad man skal lave. Men hvor man bare kan få en kop kaffe og slappe af fra hverdagens larm og stress, siger Claus Stenberg. 

- Vi vil gerne have fat i alle typer af hjemvendte soldater. Man hører ofte om de, der har det skidt - men det her tilbud er for alle veteraner, siger Trine Hedegaard Jensen.

1,7 millioner kroner i statstilskud

Det nye værested er en del af en forsøgsordning, der skal give danske veteraner en hjælpende hånd, når de vender tilbage til deres lokalsamfund. 

Thisted, Skive, Fredericia og Faaborg-Midtfyn får til sammen 6 mio. kr. til etableringen af lokale aktivitets- og mødesteder for veteraner og deres pårørende. De 1,7 millioner tilfalder projektet i Årslev.

quote Vi vil gerne have fat i alle typer af hjemvendte soldater. Man hører ofte om de, der har det skidt - men det her tilbud er for alle veteraner

Trine Hedegaard Jensen, projektleder, Faaborg-Midtfyn Kommune

- Regeringen er bevidst om udfordringerne på veteranområdet, og det er vores ambition at give veteranerne en hjælpende hånd til livet og omstillingen efter udsendelse. I regeringsgrundlaget har vi bl.a. sat fokus på mere inddragelse af veteranerne, og derfor er jeg glad for at kunne sætte skub i fire lokale projekter, der alle skal styrke relationen mellem lokalsamfund og veteraner, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

Pengene gives i forbindelse med indsatsen omkring områdefornyelse under byfornyelsesloven, der sigter efter at forbedre fysiske, sociale og kulturelle tiltag, hvor lokale kræfter inddrages. Samtidig er der tale om en nytænkning, hvor områdefornyelse målrettes veteraner. En indsats, der hilses velkommen af Oberst Jette Albinus, som er chef for Veterancenteret i Danmark og står for veteranindsatsen i Danmark:

- Langt de fleste veteraner glider ind i et godt liv med arbejde, familie og fritidsinteresser, når de kommer hjem efter udsendelse. Men der er nogle, der er udfordrede fysisk eller psykisk. De kan have stor glæde af at blive en del af et lokalt fællesskab, der kan hjælpe dem tilbage til et godt liv hjemme i Danmark, siger hun.

Også til pårørende

I følge projektleder fra Faaborg-Midtfyn Kommune, Trine Hedegaard Jensen, er det intentionen, at værestedet i Årslev også skal benyttes af pårørende til udsendte soldater.

- Vi ved, at der også er et udækket behov for pårørende til at mødes og tale om, at deres familiemedlemmer er udsendte. Det kan også være et sted, hvor børnene kan lave noget sjovt sammen, mens deres mor eller far er udsendt, siger Trine Hedegaard Jensen.

Polymeren har for eksempel en skaterbane, som børnene vil kunne bruge. 

Krigsveteran Claus Stenberg synes det er en god ide, at tilbudet også er for pårørende.

- Mange pårørende tror, at de er de eneste, der har de her problemer med at være i familie med en veteran. Og der ved jeg, at det er rigtig godt for dem at komme ud og netværke med andre pårørende. De kan hjælpe og støtte hinanden og eventuelt pege i retning af, hvor man kan få endnu mere støtte, hvis der er behov for det, siger han.

Alene i Faaborg-Midtfyn Kommune er der registreret 228 krigsveteraner, men mødestedet kan benyttes af alle fynske veteraner. 

I Odense kommer der næste forår et decideret veteranhjem, hvor det også bliver muligt at overnatte.

Oversigt

    Oversigt