I det fynske folks tjeneste

Cykel-luft og kristendom ved kirken

Kristne budskaber og gode historier skal pumpes ind i borgerne i Middelfart. Som den første kommune i landet er det nu muligt at få pumpet cyklen og få fortalt en historie ved kirken.

Kristne budskaber og gode historier skal pumpes ind i borgerne i Middelfart. Som den første kommune i landet er det nu muligt at få pumpet cyklen og få fortalt en historie ved kirken.

Middelfart Kommune har fået Danmarks første såkaldte kirkepumpe. Kirken i Gamborg er et af de steder, du kan få luft i hjulene, og en god historie på mobilen.

- Blandt cyklister, så ved alle, at tager man ind til kirken, så kan man få sig et hvil og en tår postevand i sin drikkedunk. Man skal også have mulighed for at få lidt luft og tænke en tanke, mener Morten Westergaard, der er en af idemændene bag ideen om cykelpumper og gode historier ved kirkerne.

Historien er på mobilen

Ved pumpen er det muligt via en såkaldt QR-kode at få en god historie om sognet. Middelfart Kommune har en ambition om at fremme cyklismen i kommunen og det skal kirkepumperne hjælpe til med.

- Jeg synes vi slår tre eller fire fluer med et smæk. Turisme, kultur, sundhed og praktik, siger Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm (S).