I det fynske folks tjeneste

Cykelekspert: Tour-chance er bedre end fifty-fifty

Odense og Fyn er perfekt til Tour de France, siger den tidligere verdensmester Alex Pedersen.

Det er slet ikke umuligt, at Danmark, og dermed også Odense, får Tour de France rullet ud på dansk jord.

Det mener Alex Pedersen. Han er initiativ-tager til det bud, som på mandag afleveres i Paris og som skal skaffe Danmark de tre første dage af det legendariske cykelløb i enten 2019, 2020 eller 2021.

- Vi har et rigtigt godt bud og derfor en stor chance for, at det kan blive en mulighed i et af de tre år man søger. Jeg tror på, at vore chance er mere end fifty-fifty, siger Alex Pedersen til TV 2/FYN.

Alex Pedersen er tidligere verdensmester i landevejscykling for amatører og tidligere sportsdirektør for cykelholdet Team CSC, så han kender cykelverdenen indefra og har en god fornemmelse for, hvad der kan gøre sig gældende, når der skal snakkes med folk, som dem der står bag Tour de France.

- Det er ikke kun cykelsport, det her er verdens tredjestørste sportsbegivenhed, kun OL og VM i fodbold er større. Jeg tror ikke på, at vi får OL eller VM til Danmark, så touren er den største sportsbegivenhed der kan komme til Danmark, siger han.

Odense ligger fantastisk

Om Odenses rolle i tour-spillet mener han, at netop Odense og Fyn kan være en joker:

- Odense ligger rent geografsik helt fantastisk, når man skal starte i København og slutte nede ved den tyske grænse (Sønderborg, red.). Det er den ene ting, siger Alex Pedersen.

- Den anden ting er selvfølgelig den fantastisk dejlige natur der er på Fyn.

Tour de France er ikke kun en mulighed for at se sport på allerhøjeste plan. Det er også en markedsføring af Danmark, mener Alex Pedersen:

- Odense har jo også en fantastisk historie med H.C. Andersens fødeby og den metropol den er på Fyn. Derfor er helt naturligt, at vi skulle have Fyn og Odense med i det her Tour de France-bud.

Millioner med betingelser

Det koster omkring 90 millioner kroner at få Tour de France til Danmark. Region Syddanmark har meldt ind med fem millioner kroner og Odenses borgmester, Anker Boye, har, på betingelse af, at det kan svare sig, budt ind med 10 millioner kroner. Til det siger Alex Pedersen:

- Hvis man sammenligner den investering på 90 milllioner kroner til det her, kontra investeringer til OL og VM, er jeg helt sikker på, at den investering som kommunerne, regionerne og staten gør, er en god forretning.

Om den danske drøm bliver virkelighed sættes der skub i på mandag, hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen overrækker det danske bud til løbsdirektør Christian Prudhomme i det danske hus på Champs-Elysèes i Paris.

Ved du noget? Så send os et tip