Cyklist livsfarligt kvæstet i Odense

Bilist kørte sin vej efter at have påkørt en yngre mandlig cyklist, der er i alvorlig livsfare.

En cirka 30-årig mand blev tidligt fredag morgen fundet livløs ved siden af sin cykel på Rismarksvej i det vestlige Odense.

- Manden er blevet påkørt af en bilist, som derefter er kørt væk uden at hjælpe den svært kvæstede cyklist, fortæller Fyns Politis vagtchef Jesper Fält.

Det var en forbipasserende kvinde, der fandt den tilskadekomne liggende på vejen ved Højstrup Skole kl 04.54. Der er ingen øjenvidner til ulykken.

Men politiet vil gerne have hjælp til at finde frem til flugtbilisten. På ulykkesstedet har man fundet dele af en højre forlygte fra en hvid, mindre bil, oplyser Jesper Fält.

Den cirka 30-årige cyklist er indlagt på Odense Universitetshospital med livsfarlige læsioner i hovedet.

Oversigt

    Oversigt