Da Bosnien kom til Danmark

Bosniske flygtninge, der kom til landet for over 20 år siden, vil i dag takke langelænderne for, at de tog godt imod dem dengang.

For over 20 år siden kom der en del bosniske flygtninge til Danmark. En gruppe af dem kom til Langeland til asylcentret Center Holmegaard. I dag har en række herboende bosnier arrangeret en bosnisk-dansk eftermiddag med både foredrag, musik, billedekunst.

Vi vil rigtig gerne takke langelænderne for, at de tog godt i mod os for over 20 år siden, siger Almira Vojnikovic, der er hovedarrangør.

Der er allerede 300 tilmeldte, og hvis de havde mere plads, var endnu flere kommet. Der har nemlig været stor efterspørgsel på billetterne til arrangemenetet. Gæsterne har skulle betale 50 kroner for at være med - og alle pengene går ubeskåret til et asylcenter på Langeland, der huser  uledsagede flygtningebørn.

-  Vi er selv flygtninge, og vi ved, hvad det har betydet for os, når vi fik nogle donationer, da vi  for eksempel kunne komme til Legoland eller andet i den stil, siger Almira Vojnikovic.

Der er indtil videre samlet 10.500 kroner ind til de udledsagede flygtningebørn, men under arrangementet, kan der doneres flere penge.

-Flere af de tilmeldte har meddelt, at de synes, at det var for lidt de skulle betale. Så vi har lavet en tipsboks, hvor gæsterne kan donere flere penge til børnene, hvis de har lyst til det, forklarer Almira Vojnikovic, der ikke havde forestillet sig, at der ville være så stor interesse for arrangementet.

Blandt de tilmeldte er der både folk fra Langeland, men også andre steder fra hele Fyn.

' Vil vil gerne sætte fokus på de positive historier'

Almira  Vojnikovic flygtede i 1995 sammen med sin familie til Danmark, da hun var 13 år.

-Vi flygtede på grund af borgerkrigen, og vi var nogle af de sidste flygtninge, der kom til landet, fordi vi ikke ville efterlade vores hjem, men til sidst spidsede det til, og vi kunne ikke længere være der, forklarer Almira Vojnikovic, der er hovedarrangøren bag indsamlingsshowet.

I dag er Almira Vojnikovic selvstændig, og hun har en tøjbutik på Langeland. Hun skal i løbet af aftenen selv holde foredrag om, hvor vigtigt integrationen er, og hvordan det er at være flygtninge.

- Specielt i disse tider synes vi, det er vigtigt, at der kommer fokus på de positive ting, der også er forbundet med at give flygtninge husly, når de har allermest brug for det. Ikke alene synes vi, at det er vores menneskelige pligt at hjælpe mennesker i nød, men mange flygtninge ender jo også med at bidrage aktiv til det danske samfund. At Danmark i sin tid gav os og vores familier lov til at blive her har gjort, at vi har kunnet udleve vores drømme om at være selvstændig butiksejer, chefer, pædagoger, socialrådgiver og meget andet gennem de sidste 20 år og dermed give noget tilbage til det lokalsamfund, der tog så hjerteligt imod os,  siger Almira.

Arrangementet afholdes på Ørsteds Pavillon fra  klokken 14-18

Se med klokken 19.30 på TV 2/Fyn, hvor vi sender live fra arrangementet og kan afsløre det endelige beløb, der skal doneres til de uledsagede flygtningebørn på Langeland.
 

Oversigt

    Oversigt