I det fynske folks tjeneste

Dagen derpå i OB

02:57

Skadede Rasmus Falk var en af de få spillere der trænede mandag.

1 af 2

OB er i krise, og chancen for at holdet kommer ud og spille europæiske kampe fortoner sig efter søndagens ydmygende nederlag i Haderslev. Mandag var der beordret let restituerings-træning for de slagne superligaspillere.

Spillerne fra kampen søndag blev sendt på løbetræning, mens de skadede og karantæneramte spillere øvede med bolden i Ådalen.

Stemningen var ikke i top efter OB kollaps mod Sønderjyske. Kampen endte 4-1, men nederlaget kunne være blevet meget større, hvis ikke målmand Jesper Christiansen havde en rigtig god dag mellem stængerne.

- Det er en skidt fornemmelse. Vi vil så gerne og hungrer efter den sejr, vi har arbejdet så længe på at få. Men det går ikke vores vej og i går var et kollektivt kollaps som sjældent er set før, siger anfører Daniel Høegh.

Men selvom holdet nu er fem point fra pladsen der med garanti giver europæiske kampe, så tror holdet fortsat på at målsætningen kan indfries.

- Vi kan ikke nå at hente det forsømte, men vi har stadig vores sæsonmål inden for synsvidde. Om det er også er inden for rækkevidde afhænger af om vi kan komme i gang med sejrene. Men vi er kun en plads dårligere end da forårssæsonen startede, siger cheftræner Troels Bech.

Næste søndag møder OB nedrykningstruede Brøndby, og hvis fynboerne skal gøre sig håb om at nå Aab på fjerdepladsen, skal der vindes point.

- Vi tror selvfølgelig på at det kan lykkes. Alle slår alle i superligaen, og hvis vi først får en sejr, så vender skuden og så kan alt ske, siger Daniel Høegh.

Ved du noget? Så send os et tip