I det fynske folks tjeneste

Dalum har stemt: Klar sejr til bålhytten

Dalum får en bålhytte og en ny skaterbænk. Det står klart efter at 400 borgere i Dalum torsdag afgav deres stemme i et lokaldemokratisk forsøg.

02:35

1 af 2

I alt 4200 borgere over 10 år var stemmeberettigede ved dagens afstemning. 400 valgte af afgive deres stemme, og det giver en stemmeprocent på 10.

- Der var mange flere stemmer at tælle op, end vi lige havde turdet håbe på, så det tog lidt tid. Og så var der ret tæt løb mellem flere af ideerne, så vi var nødt til at dobbelttjekke det hele - og så lige tjekke én gang til, fortæller projektleder Annemette Winther fra Odense Kommune.

Alle stemmeberettigede kunne afgive fem point til et eller flere af de 12 forslag på stemmesedlen. Bålhytten løb med 334 point, og Dalum IF får nu 60.000 kroner til deres projekt ved Tingløkkeskolen.

En skaterbænk ved Tingløkkeskolen fik med 266 point næstflest point, og Skaterdrengene på Tingløkke får nu 35.000 kroner til at lave skaterbænken.

De sidste 5.000 kroner går til et indlæringsbånd på Dalum Stadion, som dog havde søgt om 30.000 kroner, men nu altså må nøjes med 5.000 kroner.

Dalum har fået 100.000 kr. af byrådet i Odense Kommune til projektet Dalum bestemmer.

Stemmerne blev fordelt således:

  1. Bålhytte ved Tingløkkeskolen / Dalum IF: 334 point
  2. Skaterbænk til skaterdrengene Tingløkke: 266 point
  3. Indlæringsbånd til multibanen på Dalum Stadion: 228 point
  4. Bålhytte - De Grønne Spejdere: 225 point
  5. Hundeskov/areal til luftning af hunde: 223 point
  6. Fælleskabet omkring skolen: 209 point
  7. Fynsk Forår i Dalum ved Fruens Bøge: 160 point
  8. Musik i det fri / Musikpark: 86 point
  9. Permanent mountainbikespor/-område: 82 point
  10. Tjekstedet for cykler, skateboard og løbehjul: 61 point
  11. Livsglæde, dans, motion og sundhed: 43 point
  12. Musik, når du mindst venter det: 36 point