Dalum Landbrugsskole slipper for straf

Dalum Landbrugsskole undgår millionregning i sag om statstilskud for udenlandske elever.

Seks danske landbrugsskoler slipper for yderligere tiltale, selv om det på et tidspunkt var Udenrigsministeriets opfattelse, at de stod til at skulle tilbagebetale næsten 50 mio. kr., som de uretmæssigt havde modtaget i statstilskud.

Det skriver Nyhedsbrevet 3F, som oplyser, at Undervisningsministeriet har foretaget en kovending i sagen.

Ministeriet har tidligere meddelt Dalum Landbrugsskole, Asmildkloster Landbrugsskole og Grindsted Landbrugsskole, at skolerne skulle betale de statstilskud tilbage, som de havde modtaget for udenlandske elever.

Det fik de tre skoler til at true Undervisningsministeriet med en retssag.

Sagen omfatter også landbrugsskolerne i Borris og Kalø samt Sydsjællands Landbrugsskole.

Modtog 50 millioner kroner i statstilskud

De seks skoler modtog i årene 2006-2008 et samlet beløb på knap 50 millioner kroner i statstilskud for udenlandske elever, der bl.a. kom fra Ukraine, Brasilien, Gambia, Zambia, Rusland og Moldova.

I den periode optog skolerne ifølge deres egne oplysninger i alt 1561 udlændinge.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) sendte før påske en rapport om ministeriets tilsyn med de seks skoler til Folketingets uddannelsesudvalg.

På tirsdag skal ministeren give udvalget en nærmere redegørelse for sagerne.

Det har idag Langfredag ikke være muligt for TV2/FYN at komme i kontakt med forstander for Dalum Landbrugsskole, Jørgen P. Jensen, for en kommentar.

Læs mere

Oversigt

    Oversigt