I det fynske folks tjeneste

Dalum Papir rammes af nye afgifter

En fynsk direktør føler sig forfulgt af afgifter til staten. Hans virksomhed arbejder målrettet med miljørigtig produktion, men afgifterne bare stiger og stiger.

Dalum Papirfabrik havde 44,2 millioner i overskud sidste år. Nu skal de bruge 7 millioner ekstra til el-afgift.

- Vi laver store investeringer i miljøet, men vi får ikke noget igen, og så får vi ikke nogen mulighed for at tilbagebetale de investeringer, siger adm. direktør på Dalum Papirfabrik, Jesper Olsen til TV2/Fyn.

Indtil nu har virksomheden modtaget 4,5 millioner kroner om året i tilskud til et energirigtigt kraftcenter. Det tilskud er nu fjernet. Oveni det har regeringens forårspakke 2009 pålagt en virksomhed som Dalum Papirfabrik en øget, årlig udgift på 7 millioner kroner til el-afgift.

Direktøren vil egentlig gerne betale miljøafgifterne, men når Danmark går enegang her, kan det få konsekvenser - ikke mindst for de 250 ansatte.

- Hvis man laver specifikke tiltag i Danmark, som man ikke laver i resten af verden, så er det kun et spørgsmål om tid hvor længe man kan holde beskæftigelsen på danske hænder, siger Jesper Olsen.

Danmark har de højeste miljøafgifter i verden. Det forringer konkurrenceevnen væsentligt hos virksomheden, der eksporterer 96 procent af sin produktion til udlandet.

Se hele historien kl. 19.30 på TV2/Fyn.