Dalum Papir trodser krisen

Mens krisen kradser de fleste andre papirfabrikker, kan Dalum Papir i Odense fremvise et godt resultat i 2009. Forklaringen er: kvalitets-genbrugspapir.

Generelt har 2009 været et hårdt år for papirindustrien på verdensplan.

Priserne har været lave, faldende omsætning tusindvis af fyringer og bragende underskud. De største aktører har oplevet underskud i milliardklassen.

Men Dalum Papir i Odense med 300 ansatte har formået at fastholde sine priser og produktionen er gået ned med 10 procent, hvilket er nådigt sluppet.

- Mens andre oplever stærkt faldende salg, har vi erobret markedsandele, skriver salgs- og marketingsdirektør Steen Bernth fra Dalum Papir i en pressemeddelelse.

Grønt brand sælger

Forklaringen er fabrikkens grafiske genbrugs-finpapir. Det er et af verdens mest bæredygtige papirprodukter med et meget lavt CO2-aftryk.

Papiret markedsføres som et grønt premium brand ved navn Cyclus.

- Det er vigtigt for mange brands og organisationer, at deres budskaber udsendes på bæredygtigt papir. Det har sikret os en sikker og stabil efterspørgsel i skærende kontrast til den generelle markedsudvikling, siger Steen Bernth fra Dalum Papir.

Blandt kunderne er firmaer som Versace, Diesel, World Wildlife Fund (WWF) og det tyske erhvervsministerium.

Oversigt

    Oversigt