I det fynske folks tjeneste

Damerne i Odense vilde med nytårskur

Richard Ragnvald underholder ved dette års nytårskur for Odense Kommunes ældre damer i plejecentrene.

Plejecentrenes nytårskur i Odense er så populær, at den nu skal afvikles over tre dage.

Den årlige nytårskur for Odenses ældste damer er efterhånden blevet noget af et tilløbsstykke.

Det vidner deltagerantallet om. 'Aktiviteter i Plejeboliger' har været nødt til at udvide arrangementet med endnu en dag og sætte Richard Ragnvald på overarbejde, når nytårskuren denne gang afvikles over tre dage.

Det er femte år i træk, at Aktiviteter i Plejebolig under Odense Kommune inviterer de kvindelige beboere på Odenses plejecentre til dame-nytårskur.

- Der bliver rigtig gjort noget ud af det, når damerne skal til fest. Det er noget, de glæder sig til og taler rigtig meget om i tiden op til, fortæller Vinnie Skovkjær, der er leder af Aktiviteter i Plejeboliger.

Stor succes - fra en til tre dages fest

Møllekroen i Bullerup er igen stedet, hvor nytårskuren holdes, og denne gang er det Richard Ragnvald, der er på plakaten.

Om det er Ragnvalds røst eller nytårskuren generelt, der appellerer til de ældre damer vides ikke, men der er så mange tilmeldinger, at arrangørerne har været nødt til at udvide med endnu en dag.

- Vi inviterede til nytårskur første gang i 2009, hvor 139 damer deltog. Efter et par år blev vi nødt til at udvide til to dage, og denne gang er vi oppe på 266 tilmeldte og er nødt til at udvide med endnu en dag, så vi nu afholder festen over tre dage, siger Vinnie Skovkjær.

Ved du noget? Så send os et tip