I det fynske folks tjeneste

Dan Jørgensen: Lystfiskere skal smide gedderne ud igen

Øget bestand af havørreder og gedder skal gavne lystfiskeriet. Fødevareminister er klar med handlingsplan.

De næste fem år er det slut med at hive fangsten af brakvandsgedder med hjem, hvis man skulle få sådan nogle krabater på krogen.

Fiskeri- og fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil øge bestanden af gedder i bestemte områder ved Sjælland og Møn. Det skal ske ved at give de store rovfisk særstatus.

- De nye regler betyder, at alle gedder, der fanges, skal genudsættes til glæde for lystfiskerne og geddebestanden.

- Ligeledes indføres et forbud mod anvendelse af garn i en bestemt periode af året i fire konkrete områder ved Sjælland og Møn, lyder det i en ny handlingsplan, der ifølge ministeren skal sætte gang i lystfiskeriet i Danmark, fordi der er penge at hente blandt andet på øget turisme.

Også bestanden af en anden af lystfiskernes yndlingsfisk, havørreden, skal styrkes, ved at begrænse garnfiskeri efter havørreder ved Bornholm, Norsminde Fjord og Nybøl Nor ved Flensborg Fjord.

- Jeg er meget glad for, at jeg med en ny vision og konkrete initiativer kan få flere fisk i vandløb, søer og fjorde og dermed løfte bæredygtigt dansk lyst- og fritidsfiskeri, siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

- Der er et enormt potentiale i dansk lyst- og fritidsfiskeri, og nu giver vi flere danskere mulighed for at få fantastiske naturoplevelser, mere turisme, vækst og nye arbejdspladser i Vandkantsdanmark, tilføjer han.

Hos Danmarks Sportsfiskerforbund tager man mod ministerens handlingsplan med begejstring.

- Planen lever meget godt op til vores ønskeliste til ministeren, siger foreningens formand, Verner W. Hansen.

Han fremhæver blandt andet beskyttelsen af brakvandsgedderne i det sydsjællandske område som noget "helt unikt".

- Gedden er primært en ferskvandsfisk, men den kan også leve i brakvandsområder, som man blandt andet har nede omkring Sydsjælland. Det giver meget attraktivt lystfiskeri med meget store gedder.

- De, der dyrker den form for lystfiskeri, gør det for sportens skyld, og de smider typisk gedderne ud igen. Men der drives også erhvervsfiskeri i de områder, og geddebestanden er svundet meget ind, siger formanden.

- Ministerens plan betyder, at vi får bestanden op igen og får en større og mere robust bestand af gedder. Der er mange penge i det. Lystfiskeri er en passion. Der er jo lystfiskere, der rejser meget langt for at fiske efter de store gedder, siger Verner W. Hansen.

Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri skaber lyst- og fritidsfiskeri i Danmark hvert år omkring 2500 danske arbejdspladser og en omsætning på omkring tre milliarder kroner.

Mere end en halv million danskere dyrker lyst- eller fritidsfiskeri.

FAKTA om handlingsplan:

Her de seks konkrete initiativer, der ifølge ministeren skal styrke turismen, samfundsøkonomien og naturoplevelsen.

  • Nye regler skal beskytte bestanden af havørreder. I første omgang indføres de nye regler, som begrænser garnfiskeri i områder ved Bornholm, Norsminde Fjord og Nybøl Nor ved Flensborg Fjord.
  • Brakvandsgedder er populært bytte for sportsfiskere. For at sikre bestanden af de store rovfisk indføres i en fem-årig periode særlige regler i fire konkrete områder ved Sjælland og Møn - Præstø Fjord, Stege Nor, Jungshoved Nor og Fane Fjord. Her skal alle gedder, der fanges, genudsættes, og der indføres forbud mod anvendelse af garn i en bestemt periode af året.
  • Samtidig fordobles kontrollen med lystfiskeriets fuskere i en periode. Der kommer øget fokus på fredningsbælter ved å-udløb, garnfri zoner langs kysterne, brug af for mange redskaber og ulovlig salg af fangst.
  • Endnu flere rev bliver beskyttet i de udlagte Natura 2000-områder, hvor fiskeri med bundslæbende redskaber (trawl) vil blive forbudt. I 2015 beskyttes områder i Lillebælt, Sydfynske Øhav, Stevns Rev, Horsens Fjord, Fyns Hoved, Æbelø, Havet ml. Romsø og Hindsholm og Nakskov Fjord.
  • Der nedsættes en hurtigtarbejdende task force, der skal se på udviklingen af lystfiskerturismen i Danmark og komme med anbefalinger til fødevareministeren inden jul.
  • I det nye Hav- og Fiskeriudviklings-program vil der blive afsat flere penge til vandløbsrestaurering, som er til gavn for vandmiljøet og medvirker til at sikre selvreproducerende fiskebestande.
  • Kilde: 'Fremtidens Lyst- og Fritidsfiskeri, Vision', Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.