Danfoss-formand vil indsamle penge til bro

Jørgen Mads Clausen vil indsamle 20 milliarder kroner til en bro, som forbinder Als og Fyn.

Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand for Danfoss, vil arbejde for at skaffe 20 milliarder kroner til en bro mellem Als og Fyn, skriver JydskeVestkystens hjemmeside.

- En bro mellem Als og Fyn vil gøre det lettere for Danfoss-koncernen at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. En bro vil også have en lang række andre positive effekter for landsdelen, så der er ingen grund til at tøve, siger Jørgen Mads Clausen til avisen.

Hvis han får byggetilladelsen, vil han skaffe de omkring 20 milliarder, som en bro vil koste.

- Vi, regionens befolkning, skal selv finde pengene. Vi skal selv spare så meget op, at vi kan låne resten på det internationale lånemarked, siger Jørgen Mads Clausen.

Han foreslår at finde pengene blandt andet i regionens bloktilskud og kommunernes skatteindtægter. Men det er dog ikke skatteyderne, der skal finansiere broen, understreger han.

- I sidste ende er det brugerne selv, der skal betale i form af bompenge. Så pengene kommer tilbage med renters rente, siger Jørgen Mads Clausen, som mener, at en bro mellem Als og Fyn er en langt bedre idé end en Femern-forbindelse.

- Den vil binde Danmark og Tyskland og Als og Fyn langt bedre sammen, lyder det fra Danfoss-bestyrelsesformanden.

Oversigt

    Oversigt