Daniels klasse samlet til krisemøde

Afdøde Daniel Buttrup Larsens klassekammerater var søndag middag samlet til krisemøde på Sct. Knuds Gymnasium for at hjælp til at håndtere sorgen.

Flaget på Sct. Knuds Gymnasium var søndag på halv, mens elever fra 1. z sammen med klassens lærere og rektor var samlet til møde for at få styr på de mange følelser efter tragedien, der lørdag nat kostede deres klassekammerat livet.

Rektor Susan Mose havde indkaldt mødet.

- Det er vigtigt, at vi får håndteret de unge menneskers følelser og får meldt ud, at ingen følelser eller reaktioner oven på en så voldsom begivenhed er forkerte, siger rektoren.

Mange forældre var også mødt op på skolen, men de blev holdt uden for mødet, så eleverne kunne bearbejde sorgen alene.

Eleverne blev blandt andet delt ind i grupper, som så hver for sig skulle snakke om Daniel og sætte ord på hvad han var for et menneske.

- Der var naturligvis en meget trykket stemning i klassen, og mange var knuste over at have mistet en klassekammerat, siger Susan Mose.

Mandag morgen er der indkaldt til fællesmøde for alle skolens elever. Mange terminsprøver er aflyst, så alle får mulighed for at være med i morgensamlingen.

Skolen har også et kriseberedskab klar, hvis nogle elever har brug for professionel hjælp til at få bearbejdet deres følelser.

Daniel Buttrup Larsen blev dræbt lørdag morgen klokken 02.08 af et godstog, da han forsøgte at skyde genvej over jernbanen efter en tur i byen med sine gymnasiekammerater.

Oversigt

    Oversigt