Danmark gør historisk angreb på diabetes

En enorm forskerindsats ledet fra Odense skal bryde koden for diabetes og bevare Danmarks førerposition i forskning på området

Folkesygdommen diabetes er i eksplosiv vækst. Omkring hver femte dansker har diabetes eller forstadier til sygdommen. Diabetes menes at koste samfundet 86 millioner kroner - om dagen.

I en historisk national satsning sætter Danmark nu ind mod sygdommen med den største forskningsindsats på området nogensinde. Med en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 200 millioner kroner i ryggen finansierer det nystiftede Danske Diabetes Akademi i første omgang 19 seniorforskerstillinger.

Men med yderligere medfinansiering fra universiteterne og den verdensomspændende organisation JDRF, Fonden for Diabetesforskning, bliver det samlede budget de kommende år på mindst 300 millioner kroner. Med forventning om endnu mere.

- Det her er danmarkshistoriens største samlede uddeling af post-doc-stipendier, som går til erfarne forskere på højden af deres karriere, siger professor, dr.med. Henning Beck-Nielsen fra Odense Universitetshospital, der er faglig leder af Diabetesakademiet.

De 19 forskere kommer fra ind- og udland, er bedømt ud fra internationalt niveau og ansættes de næste tre år frem.

Diabetesakademiet vil i de kommende fire år finansiere yderligere 130 forskerstillinger, herunder ph.d.-stipendiater, flere post doc-fellowships samt nye professorater.

Ifølge Henning Beck-Nielsen er Danmark i dag i den globale top tre indenfor diabetesforskning.

- Men skal vi for alvor rykke og forsvare den position, så kræver det yderligere satsninger som denne. Nu får vi mulighed for at trække dygtige forskere til Danmark og samle alle de bedste kræfter her i landet, siger han.

I Diabetesforeningen glæder Malene Bagger, chef for Forskning- & Videnafdelingen, sig.

- Det store ønske er selvfølgelig en kur mod diabetes. Men alle forskningsspring er velkomne i kampen mod sygdommen, siger hun.

Oversigt

    Oversigt