Danmark slutter på fem medaljer i London

Det endte med fem danske medaljer ved de paralympiske lege. Målsætningen inden legene lød på syv medaljer. Fynske Annika Lykke Dalskov stor for to af bronzemedaljerne.

Lørdag eftermiddag rundede mændenes danske svømmeholdkap over 4 x 100 meter medley de paralympiske lege af for Danmark.

Det blev til en femteplads i heatet til de danske svømmere, der således ikke er med i aftenens finale, og dermed stod det klart, at Danmark ender med i alt fem medaljer ved legene i London.

Kuglestøderen Jackie Christiansen tog den første danske medalje - og den eneste af guld - da han fredag 31. august stødte kuglen ud 18,16 meter og vandt konkurrencen på det olympiske stadion.

Samme dag vandt 19-årige Daniel Wagner Jørgensen en overraskende bronzemedalje i længdespring. Det medaljeudløsende spring lød på 6,11 meter.

Søndag 2. september tog bordtennisspilleren Peter Rosenmeier den tredje danske medalje, da han vandt bronzekampen over sin franske modstander i fire sæt.

Samme eftermiddag red dressurrytteren Annika Lykke Dalskov og hesten Aros A' Fenris sig til en bronzemedalje i den individuelle mesterskabsklasse.

Og det var også Annika Lykke Dalskov, der sørgede for den femte og sidste danske medalje, da hun onsdag 4. september red endnu en tredjeplads hjem, denne gang i freestyle-disciplinen kür.

Dansk Handicap Idræts-Forbund havde på forhånd bebudet, at ambitionen for legene var syv danske medaljer.

Oversigt

    Oversigt