I det fynske folks tjeneste

Danmarks ældste bryggeri lå på Albani Torv

Foto: Odense Bys museer

Nu er arkæologerne klar til at fremvise en unik tøndebrønd, der var med til at skaffe øl til din fynske forfader.

I foråret 2014 gjorde arkæologerne et opsigtsvækkende fund. I jorden bag Odense Rådhus dukkede en knap tre meter høj tøndekonstruktion - en tøndebrønd - frem, og den skulle vise sig at være en del af Danmarks ældste bryghus. Nu er tøndebrønden restaureret og klar til at vise frem for publikum. Restaureringen af tøndebrønden er sponsoreret af en af det gamle bryghus' efterfølgere, Albani Fonden.

Tøndebrønden består af tre tønder sat oven på hinanden og fra bunden udgår et stjerneformet system af teglrør, der i sin tid skulle sørge for vandtilstrømningen til brønden.

Knuds Odense - Vikingernes by

Særudstillingen, hvor blandt andet tøndebrønden fremvises, åbner på Møntergården den 19. maj.

Museets arkæologer kunne med det samme se, at der var tale om et enestående fund. Derfor blev to af museets konservatorer, Jens Gregers Aagaard og Jannie Amsgaard Ebsen involveret for at sikre, at tøndebrønden i første omgang blev holdt våd og bevaret i udgravningsfeltet.

Helt speciel konstruktion
– Jeg havde aldrig set en lignende arkæologisk brønd i felten før. Det var helt specielt at se, hvordan tønderne stod oven på hinanden i en næsten tre meter høj konstruktion, fortæller Jannie Amsgaard Ebsen, der siden sammen med sin kollega endte med at få et meget indgående kendskab til hver en enkelt del af tønderne, da det blev besluttet, at tøndebrønden skulle bjærges og konserveres.

Læs også Øltønders hjemland er afsløret

– Som noget af det første blev der udført en række materialeanalyser af bittesmå prøver udtaget fra tønderne under mikroskop hjemme på laboratoriet, der viste, at tøndestavene var lavet af egetræ og vidjebåndene af hasselgrene, fortæller Jannie Amsgaard Ebsen.

På grund af tøndebrøndens størrelse var det en særlig udfordring at få den hel op ad jorden.

- Vi skulle selv opfinde en systematisk metode til at tage tøndebrønden op, for her var der ingen erfaring at trække på fra tidligere udgravninger, da tøndebrønden efter konservering også skulle samles igen del for del, så den kunne udstilles og blive en del af museets samling.

Gravet ud med maskine og ske-metoden
Arkæologerne fandt frem til, at det bedste var at få udgravningens gravemaskine til at fjerne jord omkring en tønde af gangen, indtil den næsten var fritlagt for dernæst at håndgrave de sidste 30-40 cm med skovl, spade og graveske.

- Forsigtigt pillede vi alle elementerne fra hinanden og skabte et meget systematisk og veldokumenteret tredimensionelt puslespil, siger Jannie Amsgaard Ebsen.

Træet blev først opbevaret køligt, mørkt og vådt i vand på Møntergården, inden alle tøndestave og tøndebånd blev afrenset. Siden blev det transporteret til Moesgård Museums afdeling for Konservering og Naturvidenskab.

På Moesgård er træet blevet imprægneret med vandopløseligt voks og efterfølgende frysetørret. Dette er naturlige kemiske/fysiske processer, der sammenlagt har taget omkring halvandet år.

Nu er træet kommet tilbage til Møntergården igen og skal samles, så tøndebrønden kan indgå i særudstillingen ”Knuds Odense – Vikingernes by”.

Tøndebrønden var med på årets top 10 liste over vigtigste fund i 2014.

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU